En skuffende ”storfilm”

Ridley Scotts Moses-film er som bibelfilm betragtet lige så ringe som Aronofskys ”Noah”.

Exodus: Gods And Kings er på helt centrale punkter så forskellig fra den bibelske skildring, som det næsten kan lade sig gøre, og skildrer Guds intervention i historien på en grotesk og absurd facon.

Som undertitlen antyder, er det guder og konger, som styrer historiens gang. Men Gud, som kalder sig selv ’Jeg er’, optræder i skikkelse af en dreng med sår i ansigtet. Han kaldes også Malak, som betyder engel på hebræisk. Forvirret? Det er Moses også, for denne Gud – eller denne Guds sendebud – optræder mest som hallucinationer, som kun ses af Moses. Det store møde med Gud i den brændende tornebusk er i denne version forårsaget af et mudder- og stenskred, hvor Moses rammes af flere klippeblokke i hovedet. Der stilles derfor også alvorligt spørgsmålstegn ved, om der i virkeligheden har været et møde, eller om det blot er noget, Moses bilder sig ind.
Moses er oprørsleder
At den anerkendte instruktør Ridley Scott forsøger at skabe en ny fortælling på baggrund af den episke historie fra Anden Mosebog er forståeligt. Den bibelske beretning indeholder drama, kampen mellem en undertrykkende overmagt og et slavefolk, mirakuløse hændelser, kærlighed og had osv. osv., der er rigeligt stof til en god film. Scotts udgave er ”fortællingen om én mands dristige mod, da han sætter sig op imod imperiets magt. … bringer … nyt liv til historien om den trodsige leder Moses (Christian Bale), der sætter sig op imod den egyptiske farao Ramses (Joel Edgerton). Moses leder 600.000 slaver på en storslået rejse på flugt fra Egypten og landets grusomme og dødelige plager” (citat fra biografomtalen). At det er at dreje den bibelske historie væk fra Guds initiativ og styring, må være åbenlyst for enhver. Man må dog forvente sådanne forandringer, når manuskriptforfattere og instruktører i den kunstneriske friheds navn fortæller historien, som de forestiller sig, den kunne have foregået. Moses kunne da meget vel ha’ fungeret som guerillaleder, og Faraos genstridighed kunne sikkert også henledes til det forhold, at han voksede op sammen med Moses. Det er da også helt fint, at plagerne forsøges forklaret ud fra naturlige, om end særligt uheldige, omstændigheder, som falder sammen. Ikke desto mindre er det et gennemgående træk ved filmen, at Gud træder i baggrunden og forsvinder fra det store billede.

Da Gud blev grusom
Det er ikke tydeligt, at Gud skiller Det Røde Hav, eller at han sørger for sit folk med guld fra Egypten og mad under de mange år i ørkenen. De ni første plager antydes at være Guds værk, men da Farao ikke (som i Bibelen) får en chance til at omvende sig mellem hver plage, virker det som een lang og meningsløs magtdemonstration. Den tiende plage, døden af de førstefødte, får for alvor Gud til at fremstå som grusom, og igen savnes en modvægt i skildringen af den første påske, hvor liv reddes ved lammets blod.

Negativ tendens
Det er sæson for ”bibelske” storfilm. Noah, som havde premiere i april, med Russell Crowe i hovedrollen, skildrer på tilsvarende vis Gud som en ubarmhjertig, brutal og uforståelig størrelse, som griber ind i fredselskende personers historie og kalder dem til at give afkald på alt, men holder sig på afstand og lader de udvalgte om at klare kampene, når det gælder. Jeg mener, denne tendens er negativ. Historien om udgangen af Egypten har igennem tusinder af år virket til opmuntring og håb og forsikring om, at Gud ikke svigter sit folk eller sit løfte, men hvis denne tendens slår igennem, bliver det til gudløse beretninger, hvor Gud, hvis han alligevel skulle stå bag de overnaturlige begivenheder, er én, man helst vil undgå.

Skuffende
At bruge 140 mio. dollars på en film, som i den grad savner sin kerne, er i mine øjne dybt skuffende. Kan man abstrahere fra afstanden til kildematerialet (Bibelen o.a. historiske kilder), påvirker det stadig skuespillerpræstationen, når Christian Bale skal agere Moses, som ikke ved, om alt det med Gud blot er noget, han bilder sig ind. Man kan kun håbe, at kommende bibelske film vil forsøge at fange præmissen for den episke storhed i disse beretninger om den Gud, som aldrig har forladt sin skabning, og hvis historie vi stadig er en del af den dag i dag.

Exodus: Gods And Kings
150 min.
Premiere: 25. december