Hvad skal vi stille op med islam?

Ansvarshavende redaktør Henri Nissen.
Ansvarshavende redaktør Henri Nissen.

I kronikken side 7 kan du læse om, hvordan den moderne islamiske terror – med Islamisk Stat i Mellemøsten – ikke er et nyt fænomen, men at terror og vold imod anderledes tænkende er grundlagt af Muhammed selv. Desværre.

Vi har valgt at bringe kronikken, selv om mange mener, at vi ikke må kritisere islam eller Muhammed, fordi det kan fornærme muslimerne. Men sandheden skal ikke skjules på grund af politisk korrekthed. Vi skal heller ikke fortie den forfølgelse, der sker af kristne i Mellemøsten og andre steder, blot fordi det måske er politisk klogt at holde sig på god fod med oliesheikerne, terroristerne eller de kinesiske magthavere. Selvfølgelig ikke.

Samtidig – er det dog vigtigt, at vi ikke blot går med på den hetz, som også foregår imod muslimer og andre indvandrere, blot fordi de er anderledes – eller fordi de er troende. At anklage muslimer for deres religiøse holdninger viser sig meget ofte at være en boomerang. Ateistiske politikere har travlt med at udrydde al form for religion i samfundet. I den kommende valgkamp vil nogle politikere sikkert igen forbyde jøderne at omskære deres drengebørn, selv om det er fuldstændig ufarligt og kan være gavnligt. Men intolerancen overfor religion er stor. Og hvis vi vil bevare kristne friskoler osv., så skal vi ikke være med til at oppiske en stemning imod religion. For den almindelige dansker har svært ved at kende forskel på god og dårlig religion.

Vi har som kristne borgere en interesse i et samfund med plads og frihed til forskellighed. Hvis vi vil have frihed, må vi også give den frihed til andre. Men for troende kristne er der noget, der er vigtigere end dialog og sameksistens. Det er sandheden. Det er Jesus. Det er ikke ligegyldigt for os, om man følger en falsk profet som Muhammed – med al den uro, ufred og det had, det bringer med sig – eller om man følger Jesus Kristus, som står for præcis det modsatte. Han gav os to vigtige opgaver:

  • At fortælle budskabet om Ham og alt det, han lærte, til alle mennesker. Også til muslimer og ateister.
  • At elske selv vores fjender – og vise det i praksis.