Julen er hjerternes og mindernes fest

Jeg skriver dette den 23. December. Træet er pyntet, vi har tyvstartet på marcipangodterne og er ret klar til at fejre juleaften i morgen.

Alle tre drenge har været hjemme i dag, hvilket ikke sker så tit, og ingen af dem har skændtes hele dagen, hvilket er ret bemærkelsesværdigt i sig selv. Hjerternes fest og familiens fest… Og mindernes fest… Eller knap så fest? Det er nu fjerde jul jeg holder, efter at jeg mistede min mor, og dermed blev ’forældreløs’. Optakten til den første jul der efter var rigtig svær. Tankerne kredsede om, at ingen af mine elskede og savnede forældre ville være der. Jeg tvivlede faktisk på, om vi overhovedet kunne blive rigtig glade uden mormor i familien. Men det kunne vi, og nu på fjerde år ser jeg mere og mere tydeligt, at hun aldrig helt er forsvundet. Da jødekagerne ikke ville af bordet tænkte vi: “Det skete også altid for mormor” og så kom smilet frem med minderne, om de mange julekagebagedage med Mormor. Vi tyvstartede på julen med min søster i Århus, og i går ringede hun og sagde: “Jeg har lavet en Mormor… Jeg har glemt at give jer en af gaverne fra os.” Og igen sad vi med smilet og de gode minder om hele familien, der kravlede rundt den 25. december og ledte efter den, eller de gaver Mormor havde købt, men havde glemt hvor var, og som pludselig manglede under træet.

Mormor forsvinder aldrig helt, og det er der ingen af vores savnede og elskede familiemedlemmer der gør, selvom de er noget mere fjerne end vi kunne ønske os.
Denne jul har jeg tænkt lidt videre over dette.
Jeg tror, Gud har det på samme måde med os. Han elsker os, og han savner os, når vi er mere fjerne, end han kunne ønske sig. Vi vil dog ALTID have en særlig plads i hans hjerte, og der bliver altid fest, når vi finder sammen igen. Han glemmer os aldrig, heller ikke selv om vi glemmer ham. Han opgiver os aldrig, selvom vi opgiver ham.
Det er sådan kærlighed er, og Gud ER kærlighed.