Præst fra USA fulgte Nazibødler til galgen mens han bad for dem

Hvorfor kom præsten for at frelse nazisterne – og hvorfor elskede de ham? spurgte en journalist, som har skrevet en bog om præsten Henry Gerecke.

– For mig er den Jesus, du altid taler om, bare endnu en smart jøde, sagde Göring til den amerikanske præst Henry Gerecke. Men andre naziforbrydere omvendte sig, før præsten fulgte dem til galgen i Nürnberg.

I bogen “Mission at Nuremberg: An American Army Chaplain and the Trial of the Nazis” fortæller journalist Tim Townsend om den lutherske præst fra Missouri, som ydede sjælesorg overfor de værste naziforbrydere, før de blev henrettet.
Bogen viser den ellers oversete rolle, som troen havde for de stridende parter under Anden Verdenskrig.
– Det er derfor, jeg gerne ville skrive bogen, forklarer Townsend fra Washington D.C., hvor han er seniorskribent og redaktør for tænketanken Pew Research Center.

Hvorfor hjælpe morderne?

– Den store udfordring var at finde ud af, hvorfor De Allierede tilbød åndelig trøst og støtte til de mænd, der var anklaget for deres rolle i det, der er blevet kaldt Holocaust. De havde tydeligvis ikke andres åndelige vel i tankerne, da de myrdede jøderne, så hvorfor følte vi, at det var vigtigt og humant at forsyne dem med præster, der kunne bringe dem åndelig trøst? spørger Townsend.
Han finkæmmede de nationale arkiver for at finde beskrivelser af De Allieredes overvejelser om sagen. Hvorfor skulle de mænd, der var anklaget for de værste forbrydelser i hele århundredet, have behov eller ret til en præst – bortset fra faktum at Genevekonventionen krævede det?
Den amerikanske kultur har i mange år accepteret den tanke, at præster skal hjælpe kriminelle, lige fra tyven til morderen på dødsgangen. Men hvad så med mordere, der havde begået folkedrab i et andet land?
Townsend fandt svaret hos den amerikanske præst Henry Gerecke, som var præst i Lutheran Church Missouri Synod. Han havde omsorg for mænd som Hermann Göring, Albert Speer og Wilhelm Keitel — selv om de var ansvarlige for masseudryddelsen af seks millioner europæiske jøder. Men hvordan forstod præsten selv sin rolle i det at lede disse dømte nazister til deres død?

Havde besøgt Dachau

Gerecke havde meldt sig frivilligt i 1943, da hæren desperat efterlyste præster. Hans enhed blev sendt fra England til Tyskland efter den tyske overgivelse i 1945.
Her besøgte han kz-lejren Dachau, hvor hundredtusinder af jøder blev gasset til døde og derpå kremeret i ovnene.
Da retssagen mod nazisterne begyndte i Nürnberg, hørte nogle overordnede i hæren, at der fandtes en tysk-talende militærpræst, og de bad Gerecke øve sjælesorg overfor de 21 højtstående nazister under den retssag, der sandsynligvis ville ende med dødsdomme.
Efter nogen betænkningstid, blandt andet fordi to af hans egne sønner var blevet hårdt såret i krigen, sagde Gerecke ja til opgaven. Dermed fik han del i en af de mest overraskende og ukendte roller i forbindelse med det, Townsend kalder ’den retslige improvisation, som vi nu kalder Nürnberg-retssagen’.

Barndomsbøn før galgen

– Gerecke var den helt rigtige til opgaven. Han havde både sit sind og sine øjne helt åbne. Han havde set Dachau. Han vidste, hvad disse mennesker var ansvarlige for, men han var i stand til at se ud over det på grund af sin evne til at relatere til dem, forklarer Townsend.
I virkeligheden var Gerecke i stand til at se ud over de forfærdelige fanger til de børn, som de hver især havde været engang. I et af de smukkeste – og mest rystende – afsnit i bogen følger Gerecke Keitel op ad de 13 trin til galgen. Her beder han højt sammen med fangen – og det er en tysk bøn, som de hver især havde lært af deres mødre.
– Han vidste, at han var nødt til at frelse så mange som muligt af disse sjæle, før de skulle henrettes. Jeg tror, at han oplevede det som en stor gave, han havde fået, siger Tim Townsend.

Görings afvisning

Gerecke tog sig ikke opgaven let. Han lod ikke nazisterne modtage nadveren, medmindre han var overbevist om, at de virkelig angrede og havde bekendt deres tro på Jesus. Men kun fire af de 11, der skulle dø ved hængning, levede op til Gereckes standard.
En af dem, der ikke gjorde det, var Göring. Ifølge mange historikere var netop han med til skabe ’Den endelige løsning’, nemlig folkemordet på jøderne.
Da Gerecke talte med Göring om, at Jesus er Gud, afviste han tanken:
– For mig er den Jesus, du altid taler om, bare endnu en smart jøde, sagde han.
Gerecke advarede ham om, at han ikke kunne modtage nadveren, medmindre han først tog imod Jesus som sin frelser.
– Du er ikke en kristen, sagde Gerecke til Göring. ”Og som kristen præst kan jeg ikke give dig nadveren”.
Få timer senere var Göring død. Han undgik dog galgen ved at sluge den cyanid, han havde gemt i sin fængselscelle.
Gerecke kom til at følge fem mænd til galgen. Efter krigen blev han af nogle kritiseret for ikke at have givet Göring del i nadveren. Men han blev også kritiseret for i det hele taget at have øvet sjælesorg overfor ’den slags monstre’.

Elsket af nazisterne

I foråret 1946 hørte fangerne i Nürnberg rygter om, at Gerecke ville rejse hjem før afslutningen på retssagen. Han havde ikke set sin familie i 2½ år og havde nu fået tilbudt en hjemmeorlov i USA. Derfor skrev nazisterne et brev til Gereckes hustru Alma, hvor de bad hende lade ham blive.
Dette brev, som Townsend først så på en udstilling i St. Louis, ledte ham til hele historien om den ellers ukendte præst fra Missouri.
”Vores kære pastor Gerecke er uundværlig for os, ikke bare som præst men også fordi han er en helt igennem god mand”, stod der i brevet, som var underskrevet af 15 nazister, heriblandt Göring, Keitel og Speer.
Brevet indeholdt også ord, som ifølge Townsend ikke normalt forbindes med nazisterne: ’Vi er simpelthen kommet til at elske ham.’
Alma Gerecke accepterede nazisternes behov for, at hendes mand blev i Nürnberg under hele processen: ”De behøver dig”, skrev hun til ham.

Frivillig præst for monstre

I sin søgen efter svar på, hvordan Gerecke kunne vælge at gå ind i opgaven blandt nazisterne, fandt Townsend frem til Gereckes ældste søn. Denne kunne stadig i en høj alder huske sin far og fakta om hans præstegerning.
Der var nok tale om en særlig karakteregenskab hos Gerecke, konkluderer Townsend. For både før og efter sin tid i Europa gik Gerecke på besøg i det store fængsel i Illinois. Og han brugte de sidste 10 år af sit liv på at øve sjælesorg overfor mennesker på dødsgangen, dem der havde begået mord eller voldtægt.
Han har følt, at han skulle nå folk i udkanten af samfundet, siger Townsend og tilføjer, at Gerecke før krigen havde takket nej til en ret komfortabel stilling som kirkens udsending til St. Louis.
Han var nemlig tiltrukket af en bestemt type nød, den åndelige nød, og det er meget ekstraordinært, slutter Townsend.