Et ligegyldigt liv?

Henrik Engedal
Henrik Engedal

Må jeg stille dig et lidt direkte spørgsmål? Her kommer det: Gør du overhovedet nogen som helst forskel for Guds riges fremgang her i Danmark?

Blev du provokeret? Godt. Ikke fordi jeg ønsker at provokere dig. Men jeg spørger, fordi der er lidt mere på spil end dine og mine forurettede følelser. Og tro nu ikke, at jeg bare er ude på at dunke dig i hovedet med skyldfølelse og fordømmelse. Slet ikke. Jeg har bjælker i begge øjne, som jeg stadig er ved at pille ud. Men jeg ønsker at stille spørgsmåltegn ved dine prioriteringer. Ved din hverdag.

For nogle år siden kiggede jeg på mit liv, og det gik op for mig, at selvom jeg var kommet i en kirke hele mit liv, havde jeg aldrig ført ét eneste menneske til tro på Jesus. Kernen i dén befaling, Jesus gav sine efterfølgere, havde jeg ikke gjort. Jeg måtte tage mit liv op til genovervejelse. Jesus sagde, at der var nogle af hans efterfølgere, som ville høre hans ord, og måske endda komme i en kirke, men de ville ikke bære nogen frugt, fordi hverdagens bekymringer og blændværk ville gøre, at de slet ikke fik levet det ud (Markus. 4,18).

Jeg vidste, at der var en stor risiko for, at jeg ville ende som én af dem. Det kunne jeg ikke holde ud at tænke på. Derfor begyndte jeg at involvere mig i forskellige ting, hvor jeg til dels var afhængig af, at Gud kraft virkede, hvis der skulle ske noget. Jeg blev forbeder i kirken, og jeg begyndte at være med i en lille gruppe, som hver onsdag bad for folk ude på gaden og fortalte dem de gode nyheder om frelse og et nyt liv.

Nu er der gået tre år, og selvom jeg stadigvæk ikke har ført nogen til tro, så har der været mange gode og stærke oplevelser, hvor Gud har gjort noget. Og jeg kan sige, at jeg ikke har ”sat mit lys under en spand”. Jeg forsøger at lade det skinne på fast basis ved et målrettet liv, og jeg ser ”frugter” komme frem – ved Guds nåde. Det er herligt at se, og det gør mig meget taknemmelig.
Det handler ikke om gerningsretfærdighed. Det handler om, at du får en attitude, hvor du er klar til at ”sælge alt hvad du ejer” for at følge Jesus. Det er hårdt, men det er det, du er skabt til at gøre. Så derfor er det samtidig også dybt tilfredsstillende.

Og sagen er alvorlig. Du kan se, hvordan ondskaben og livets ligegyldighed kæmper om kap overalt i Danmark og resten af verden – og smitter rigtig mange. Men Jesus gav os en opgave, som er vigtig. Derfor siger jeg: Lad være med at bruge dit liv på de gode ting. Brug i stedet dit liv på det vigtigste. Og gør det nu.