Kampskrift af klasse

Michael Böss går i ”Det demente samfund” i rette med nutidens historieløshed.

I det, der engang var en fremtidsroman, 1984, forudså forfatteren George Orwell, at der ville komme et samfund, hvor et særligt ministerium havde til opgave at udgive politisk korrekte udgaver af verdenslitteraturens klassikere. Her skulle i det hele taget alt det, der overhovedet kunne belyse fortiden, systematisk bearbejdes og omfortolkes for at bære den nye ideologi frem – ikke blot i litteraturen, men fx også gennem gadenavne, inskriptioner, mindesmærker og statuer.

Et gennemgående tema i romanen er et gammelt engelsk børnerim, som opremser en række af de kirkeklokker, der ikke længere høres i det forfærdelige år, romanens omdrejningspunkt: 1984. Michael Böss er historiker og samfundsforsker af fag. Han er ude i et ærinde af samme art, og hans stemme er nok én, samfundet ville gøre klogt i at lytte noget oftere til.

Han har begået en bog med en lidt forskruet titel. Bogen handler om en uheldig tendens i samfundet: nutidskulturens stadigt stigende historieløshed. Böss starter pudsigt nok også sin tur med klokkespil: den 7. februar 2003 kunne man for sidste gang i middagsradioavisen høre samfulde 12 timeslag fra Københavns Rådhus; tilbage var blot den indledende melodi. Den daværende radiodirektør var ude med en melding om, at nutidens lyttere havde mindre tid til overs end tidligere, og at lyden af klokkespil desuden ikke var ”tidssvarende”! Måske umiddelbart en lille ting, kunne man synes; salami-metoden er jo så velkendt alle andre steder i samfundet: man hugger en hæl, og man klipper en tå. Men alligevel: en del af et større billede. En bevidsthed om det, der ligger forud for nutiden, og som forsøges lagt på lager.

Internettet – en af tidens store svøber

Eksemplerne er talrige, og forfatteren bringer dem gavmildt frem til læserens fulde opmærksomhed og velvillige (?) overvejelse. Internettet ses som en af tidens helt store svøber; det er en trussel mod vores evne til at huske fortiden, og når vi ikke længere husker, mister vi også fordybelsen og eftertanken. Litteraturprofessor Hans Hertel har udtalt, at ”den fart, historien nu forsvinder med, minder lovlig meget om, hvordan indlandsisen smelter” (s. 13). Også sociale medier som Twitter og Facebook får på hattepulden af Böss; dét hele tiden at skulle være på og være opdateret er at lade sig slavebinde til øjeblikket – og dermed miste roen til fordybelse.

Er ved at glemme det, vi er rundet af

Böss kommer med en vigtig pointe, når han – med den engelske filosof Edmund Burke (d. 1797) – taler om ”generations-kontrakten”, defineret som forståelsen af, at vores egen generation er forpligtet over for både den forrige og den kommende. Traditionerne er samfundets kollektive erindringer, det ”levende led” mellem generationerne. Dette står i skarp modsætning til den måde, hvorpå man i totalitære systemer administrerer den fælles erindring. Med den tjekkiske forfatter Milan Kunderas ord: ”Menneskets kamp mod magten er erindringens kamp mod glemslen”. Vi er ved at glemme den fortid, vi er rundet af, og derfor slår Böss til lyd for en regulær styrkelse af historiebevidstheden i den danske befolkning. Og herunder også ”de nytilkomne – som jo netop har brug for historien for at kunne forstå og identificere sig med deres nye samfund” (s. 210).

Skarp og provokerende

Forlaget kalder bogen ”en skarp og polemisk analyse af tidens herskende funktionalistiske kultur og et reflekteret forsvar for historisk dannelse, uden hvilken man alt for let bliver offer for nyttepolitisk argumentation”. Det er så sandt, som det er sagt. Det er en fantastisk bog, sine steder også provokerende fræk. Det opleves allerede i dens to indledende mottoer: på den ene side nobelpris-modtageren William Faulkners udtalelse om, at fortiden aldrig er forbi, ja at den faktisk endnu ikke er blevet fortid; på den anden side tidl. statsminister Lars Løkke Rasmussens lidt skæve bekendelse: at historie aldrig var hans stærkeste fag i gymnasiet, men at hans interesse i stedet har ligget i det fremadrettede.

Kilde til frigørende indsigt

Lad forfatteren få det sidste, gode ord – en modvægt til den ensidige fokusering på funktionaliteten og fremadrettetheden: ”Historiebevidsthed gør en forskel for os i vort liv som mennesker og samfundsborgere. Den, der kan huske, har mulighed for at forstå sig selv, sin kultur og sit samfund. Den, der kender sin historie, kan gøre sig til en del af den og bliver ikke så let offer for en illusion om, at alting på forhånd er bestemt, eller for påstande om, at vejen fremad er belagt med nødvendigheder. Historien kan være den kilde til indsigt, som kan gøre os frie og give os fremtidsmodet tilbage, både som individer og samfund” (s. 211). Enhver kan vist se, hvad denne erkendelse kan betyde i kristen sammenhæng.