Muslimer slog ring om jøder i Oslo
Unge muslimer samlede 1400 ved synagogen for at vise modstand mod jødehad.
– Vi må kæmpe for fred lige så ihærdigt, som der spredes had, siger de muslimske initiativtagerne til en menneskering omkring synagogen i Oslo lørdag efter sabbatens afslutning. Mange hundrede muslimer var mødt op for at vise modstand mod synagogeangrebet i København, og for at give medierne noget andet at skrive om muslimer. Faktisk blev muslimernes aktion beskrevet både af Washington Post i vest og så langt mod syd som Syd-Afrika, så langt mod øst som Rusland og alt midt imellem.
Kærlighed i stedet for had
Breiviks terror den 22. juli 2011 fik nordmændene til at stå sammen og bekæmpe had med kærlighed og godhed. Nu har unge muslimer i Norge – som selv oplever diskriminering – rejst sig mod fjendebillederne ved at slå ring omkring den jødiske synagoge i Oslo lørdag den 21. februar. Allerede en halv time før markeringen vrimlede den lille gade ved St. Hanshaugen i Oslo af mennesker i alle aldre, af alle racer, religioner og livssyn.
Fælles mål
På magisk vis forsvandt skellene, og alle kunne føle sammenholdet for et fælles mål. Initiativet blev hurtigt kendt, og hele Norges pressekorps var mødt op for at sende live fra begivenheden.
– Jeg som muslim godtager ikke, at folk bruger islam som en undskyldning for at angribe jøder, siger Noor (16), som går på skole i Oslo. Hun havde taget turen til synagogen sammen med veninnen Alina. – Vi er her for at vise, at vi alle står sammen, og at vi er imod ekstremisme, siger Alina (16). Lidt længere oppe i gaden serverer smilende unge kaffe til de omkringstående.
Menighedsrådsformand Ellen Hagemo står midt i gaden omringet af mennesker. – Jeg er her, fordi unge muslimer har taget initiativet, og jeg ønsker at støtte det. Vi har brug for at mødes og snakke sammen, siger hun. En muslimsk kvinde siger: – Jeg håber, dette vil sprede sig, og at flere vil gøre det. Jeg er lidt spændt på, hvad andre vil gøre for muslimer. Jeg har hørt, at nogen vil starte en fredsring ved moskeen i Oslo, siger Shaima (29). – Jeg hedder Hajrad Arshad, er 17 år, og jeg er muslim, fortæller den glade initiativtager til aktionen ved synagogen.
Hundreder sang med
– Alle er i godt humør. Det er alvorspræget, men alligevel humørfyldt. Før aktionen starter, bliver sabbaten afsluttet med en sang. Det lyder som hebraisk, og alle lytter. I slutningen af refrainet kommer noget, som alle kan være med til og hele folkemassen, omkring 1400 nynner med, skriver KPK.