Pinsecamp vil også sælge adresser
Men kun hvis deltagerne selv giver tilsagn, understreger Jimmy Klentz.
– Aftalen med Kristeligt Dagblad om at modtage avisen gratis i fire uger, mener vi, er et godt tilbud til vores campdeltagere. Det siger Jimmy Klentz, som er kommunikations- & udviklingskonsulent for Pinsevækkelsens sommercamp i Mariager. Som nævnt i Udfordringen uge 7 side 4, har Apostolsk Netværk besluttet at give Kristeligt Dagblad adgang på deres tilmeldings-side, så deltagerne tilbydes et prøve-abonnement . Det betaler KD 75 kr. pr. navn for, efter at adresserne er blevet udleveret og ”vasket” og tjekket for, at lejrdeltageren ikke allerede er abonnenter.
Dansk Oase har besluttet at sige fra overfor denne form for markedsføring. – Vi ønsker at beskytte deltagerne på vores sommercamp og vores medlemmers oplysninger. Derfor vil vi ikke indgå i et samarbejde om at sælge navne og adresser, selv om vi kunne tjene godt på det, sagde Dansk Oases generalsekretær Karsten Bach i uge 7. Men Jimmy Klentz ser anderledes på det:
– Modtageren binder sig ikke til noget yderligere abonnement, levering af avisen stopper automatisk efter de fire uger, og man kan uden problemer takke nej til at indgå en ny aftale med avisen.
Ved at sige ja tak til tilbuddet støtter man Sommercamp økonomisk og er på den måde med til at give os mulighed for at udvikle campen til glæde for alle deltagere. Vi har således mulighed for at holde campprisen på et fortsat lavt niveau, siger Jimmy Klentz. Han understreger, at man ikke udleverer data på campdeltagerne, uden at de aktivt har givet deres accept til dette. – Vi gør klart opmærksom på, hvilke informationer som bliver videregivet, hvis man vælger at gøre brug af tilbuddet, siger Jimmy Klentz.