Science fiction-brag om menneskelig stræben efter guddommelighed

Lucy er en hyldest til evolutionslæren, big bang-teorien og den ultimative humanistiske religion. Spillefilmens budskab – hvis man i det hele taget kan kalde det det – er, at livets formål er at give viden videre, for viden er i sidste ende evnen til at kontrollere alt.

Filmen er et brag af en science fiction-film, hvor animationseffekter og virtuelle manipulationer illuderer en fantastisk virkelighed, som er muliggjort ved hjælp af et syntetisk stof i hovedpersonen Lucy. Det er i sig selv vældig underholdende, at den skrøbelige kvinde Lucy bliver i stand til at kontrollere andre menneskers bevægelser foruden alverdens elektroniske apparater. Det er The Matrix og Det femte element fusioneret i en film. På den vis er filmen god underholdning, men samtidig er der et gennemgående forklaringsspor, som er evolutionistisk i så udpræget grad, at det skriger til himlen.

Da mennesket blev gud

Lucy er en festglad ung kvinde, som havner i den meget uheldige situation, at hun bliver brugt som narkotikasmugler. Det sker, idet den kriminelle organisation, som står bag smuglingen, opererer en pose med et eksperimentelt stof ind under maveskindet på de personer, som de tvinger til at være smuglere. I Lucys tilfælde når de aldrig at fjerne det. Der går hul på posen, og stoffet begynder at sive ud i kroppen på hende. Her indtræffer ”miraklet”, Lucy kan pludselig bruge større dele af sin hjernekapacitet end noget menneske før hende. I takt med, at stoffet gør sin virkning, bliver Lucy i stand til at kontrollere mere og mere. Hun kan styre sin krop og sanse cellernes bevægelse. Senere kan hun også få mennesker til at svæve, biler til at flytte sig osv. osv.

Samtidig forsvinder mere og mere af hendes humanitet. Hendes evne til at sanse emotionelt forsvinder, og hun ender i den totale rationalitet som ren viden, uden krop, men allestedsnærværende. En moderne guddom, hævet over tid og sted, befriet for moral, etik og religiøsitet. Tilsyneladende. Hvad får man, når den dybeste mening med tilværelsen er udødelighed? Man får en evolutionistisk religion, hvor det højeste ideal er mennesket, som udnytter sit fulde potentiale, hvor viden er målet for eksistensen, og det fuldkomne menneske bliver guddommeligt. Paradokser er der mange af, og tankevækkende er det i hvert tilfælde, at to af de karakteristika, som adskiller Gud fra mennesker, nemlig at han ikke er begrænset af tid og rum, også bliver idealforestillingen for den evolutionistiske religions menneske.