Stærkt lovsangsalbum

'We will not be shaken' af Bethel Music. Pris 119 kr. Fohandler: www.itunes.dk
‘We will not be shaken’ af Bethel Music. Pris 119 kr. Fohandler: www.itunes.dk

Der er nogle bands, som bliver ved med at producere musik, som bliver en succes på verdensplan. Bethel Music er et af de bands. Og nu har de gjort det igen.

‘We Will Not Be Shaken’ er den nyeste lyd, der kommer fra den populære kirke i det nordlige Californien. Og noget af det spændende er jo hvilke musikere, der er med på pladen. Og dem er der faktisk 10 af på de 11 numre. Gør det noget for sammenhængskraften på pladen? Lidt, synes jeg.

Som altid er ægteparret Brian og Jenn Johnson med. Udover det er der navne, som jeg ikke havde hørt om før. To af dem er Jonathan David og Melissa Helser, som har fået mig til at høre ‘No Longer Slaves’ på repeat rigtig mange gange. Det er et virkelig stærkt nummer lydmæssigt og tekstmæssigt, hvor budskabet er frihed for frygt. Jeg vil næsten sige, at det ene nummer er hele albummet værd! Men man behøver ikke at nøjes med denne perle, for alle de andre numre holder højt niveau. Fordelen ved de forskellige sangere er, at man bliver introduceret til flere nye navne. Og man kan også sige, at det næsten ville være en skam ikke at give plads til alt det musikalske talent, der åbenlyst befinder sig i Redding.

Jeg er ikke i tvivl om, at flere af disse numre hurtigt vil blive spillet i både hjem og kirker i Danmark. Og hvorfor? Bethel Musik bliver ved med at producere sange, som har Bibelens klare og stærke budskab. Der er altid håb i sangene og en understregning af Guds kraft og sejr på korset. Dét er nyheder, som ingen bliver trætte af at høre. Og når man kan pakke dem ind, som Bethel Music gang på gang formår at gøre det, så har vi en vinder – igen.