USA lukker dørene for de kristne flygtninge
Hvorfor tager USA imod 9000 muslimske flygtninge fra Syrien samtidig med, at man afviser de kristne? spørger en iagttager på den politiske webside The Hill.
Efter Holocaust var næsten alle døre lukket for de jødiske overlevende. Nu er USA’s dør lukket for forfulgte kristne fra Mellemøsten, vurderer en tidligere professor i statskundskab. ’’Tell Me Where Can I Go?’ (sig mig, hvor kan jeg gå hen?) var titlen på en populær jiddisch sang efter 2. verdenskrig. Årtier senere kan Mellemøstens kristne sige det samme, for Obama-administrationen har lukket døren for dem, skriver Abraham H. Miller, der er prof. emer. fra University of Cincinnati.
Åbne døre for muslimer
– Amerika vil tage imod 9000 syriske muslimer. De er flygtninge fra den brutale krig mellem Assads regime og de sunnimuslimske modstandere i ISIS, Al-Qaida og flere andre militser. Det forventes, at der vil komme flere flygtninge år for år.
Men ingen kristne flygtninge får lov til at komme ind, skriver Miller og be-svarer selv spørgsmålet hvorfor: – Fordi statsdepartementet med en strenghed som bureaukratiet under Sovjettiden holder fast ved den regel, at kun mennesker, der risikerer massakrer forårsaget af regimet, er kvalificerede til flygtningestatus.
Ingen stats-undertrykkelse
Voldtægt af kristne kvinder og slagtning af kristne børn tæller ikke. Amerikanerne følte sig rørt i løbet af julen ved tanken på deres medkristne i Syrien og Irak. Men uanset hvor forfærdelige billeder vi ser af halshugninger, slaveri og massemord, bliver de flygtende kristne ikke genstand for nogen omsorg fra præsidentens side, vurderer Miller.
De kristne bliver nemlig ikke voldtaget, tortureret eller myrdet af den syriske regering – men derimod af militser.
Denne teknikalitet fordømmer dem til at fortsætte som ofre uden håb. Og den bliver fastholdt lige så hårdnakket, som da Franklin D. Roosevelt’s regering manipulerede med kvoterne og fandt påskud for at holde jøderne ude, da de flygtede fra undertrykkelsen i Nazityskland. Præcis som Roosevelt ikke ville modtage Europas jødiske flygtninge, vil Obama ikke modtage Mellemøstens kristne flygtninge.
Obama gør hvad han vil
Præsident Obama går ellers ikke af vejen for at bøje lovgivningen, mener Miller. Han nævner et eksempel, hvor præsidenten vedtog at give amnesti i et tilfælde, som en føderal dommer efterfølgende fandt forfatningsstridigt. Obama har også præsteret at gå uden om Kongressen for at ændre forholdet til Cuba. Denne præsident gør, hvad der passer ham, vurderer Miller.
Men det passer ham åbenbart ikke at gøre noget for de kristne, der flygter fra ISIS og Al- Qaida, for de bliver ikke forfulgt af et lands regering. Derfor bliver uskyldige kristne stadig slagtet, fordi de er kristne, og deres regering kan ikke beskytte dem. De kristne kan ikke beskyldes for at have forbindelser til terror-organisationerne, for de accepterer ikke kristne. Men nogle af sunni-flygtningene har forbindelser til sunni-terrormilitserne.
Kristne truer ikke USA
– Naturligvis kan vore muslimske naboer være lige så gode amerikanere som alle andre. Og det er de fleste. Kun en lille minoritet prøver at lave USA om og arbejder for at indføre jihad.
De mellemøstlige kristne derimod udgør ikke nær den samme type trussel, mener Miller.
– Med tanke på den netop overståede jul må det være tid til, at alle mennesker af god vilje siger til Obama-regeringen, at det er uacceptabelt, når kristne i livsfare får at vide, at der ikke er plads i herberget.
Det er da heller ikke, for nu at bruge præsident Obamas eget udtryk, ’sådan vi er’. Nu må kristne sørge for at blive hørt. De skal ikke gøre som jøderne, der ventede på hjælp fra en præsident, der ikke havde intentioner om at gøre noget som helst for dem, slutter Miller.