Befriende bog om lidelsens problem

I ny bog om lidelse lykkes det forfatteren at bringe håb til den lidende – i stedet for mere lidelse.

For den hårdt prøvede kristne kan tanken om endnu en teologisk forklaring på lidelsens problem i sig selv være en lidelse. Leif Andersens bog Når Gud er tavs er imidlertid ikke en af disse plagsomme forklaringer, men er skrevet med stor indføling med den lidende og forståelse for, hvor varsomt man må træde, når man taler til den lidende om Guds rolle i lidelsen. Bogen er delt op i to dele.

I første del sætter forfatteren ord på den lidendes tanker og følelser på en måde, som kan måle sig med C.S. Lewis’ En sorgens dagbog – uden letkøbte svar. Her får lidelsen lov til at stå som det, den er. Men trods den befriende mangel på letkøbte svar munder afsnittet alligevel ud i et svar. Svaret er imidlertid et andet end det, man normalt leder efter: Befrielse fra lidelsen eller en meningsskabende forklaring. Meningen og svaret er Jesus af Nazareth som Guds kærligheds ansigt.

Alle Bibelens vikler

I bogens anden del går Leif Andersen ind i en mere teologisk diskussion, hvor han bl.a. gør op med en ensidig enten monistisk eller dualistisk forklaring og gør sig til fortaler for en dynamisk forklaring på lidelsens problem. Et af hans hovedærinder er at inddrage alle Bibelens vinkler på lidelsens problem uden på noget tidspunkt at sige mere, end Bibelen siger.

Netop den tilbagevendende pointering af det, vi ikke ved og derfor ikke skal bevæge os ind i, er et befriende træk ved bogen. Også i bogens anden del pointerer forfatteren Jesu rolle som Guds kærligheds ansigt og sætter det som det egentlige svar for den lidende. Selvom denne del munder ud i en konklusion, som klart definerer Guds rolle i den lidende kristnes liv – en definition man kan være enig i eller ej – bliver forfatterens konklusion aldrig en byrde, da han også her har den lidendes situation for øje.

Sjælesørgeren eller teologen?

Det synes hele vejen igennem at være sjælesørgeren, der skriver, mere end teologen, selvom en afbalanceret teologi ifølge forfatteren er vigtig for sjælesorgen. Måske det også er derfor, at Leif Andersen har valgt at kalde bogens anden del med dens teologiske diskussioner og forklaringer for et appendiks, selvom denne del er længst. Det, som fremstår som bogens vigtigste formål, er, at den lidende finder trøst på Bibelens grund. Bogens styrke er foruden dens klare sjælesørgeriske sigte og dens solide teologiske fundering et særdeles levende sprog og kraftfulde formuleringer. Det er bogen om lidelsens problem, der ikke tilføjer den lidende flere lidelser, men skaber håb.

Anmeldt af Kirsten Krog