”Bøn for Byerne” i Odense
Bedehus Danmark fortsætter med at holde regionale inspirations-dage om bøn for byerne.
For indeværende år er der planlagt samlinger i 3 byer, centralt på Fyn, i Jylland og på Sjælland. Den første samling bliver i Odense, lørdag den 18. april 2015 fra kl. 10-17. Det bliver i Apostolsk Kirke, Thorsgade 40, Odense. Denne gang vil Mirjam Lauridsen dele om at få nød for byen, ud fra beretningen i Nehemias’ Bog, og Peter Tinggaard vil undervise om “Vægtere for Danmark” ud fra Ezekiels Bog 22,30.
– Gennem “Bøn for byerne”- seminarer er det vores ønske at styrke forbøns-indsatsen i Danmark, idet vi søger at opmuntre, inspirere og udruste forbederne til bøn for deres by, deres kommune og for landet og således øve indflydelse på samfundet, rejse et værn for landet og medvirke til et åndeligt gennembrud, siger Rakel Kristiansen fra Bedehus.dk.