Dom: Kristne i Malaysia må ikke længere kalde Gud ’Allah’
Efter en syv år lang juridisk kamp har retten i Malaysia den 21. januar afsagt dom imod pastor Lawrence Andrew: Nu må han ikke længere kalde Gud for ’Allah’ i sin katolske ugeavis, The Herald.
I et land med 30 millioner mennesker, hvoraf 60 procent er muslimer, mener retten, at betegnelsen ’Allah’ i avisen The Herald både kan skabe forvirring for de muslimske malaysiere og fremme den kristne tro blandt dem. Selv om Malaysia kun har eksisteret i 58 år, og områdets kristne har brugt ordet ’Allah’ i flere hundrede år forud for islam, erklærede retten, at ordet ’Allah’ tilhører muslimerne alene.
– Vi klarer os igennem det. Vi vil fortsætte med at udgive The Herald, bare uden brug af ordet ’Allah’, siger den 70-årige jesuitpræst til World Watch Monitor. Han har været udsat for adskillige dødstrusler. Andrew er præst for 1.000 sognebørn ved Skt. Anne-kirken i Port Klang i staten Selangor. Han arbejder desuden dagligt på ugeavisen The Herald i Kuala Lampur, skriver Åbne Døre.