Forholdet til forældrene er afgørende for unges tro
Andagt og skoletype har betydning for unges tro og livsstil, viser en ny undersøgelse fra USA.
Kristen tro og livsførelse hos unge, som er vokset op i kirkelige hjem, hænger nøje sammen med deres forhold til forældrene. Det er konklusionen af en ny online undersøgelse af unge mellem 18 og 38, der gik i kirke som børn og unge. Undersøgelsen er foretaget af et institut for hjemmeskoler og har derfor lagt vægt på hvilken type skolegang, de adspurgte har haft. Konklusionen er, at der er en sammenhæng mellem hyppig kirkegang og hjemmeundervisning i barndommen og personlig kristen tro og adfærd som voksen. Her har undersøgelsen lagt vægt på, om de unge tror på Jesus som Guds Søn og fx ikke bor sammen uden af være gift.
Forholdet til forældrene
Undersøgelsen viser, at unge voksne, hvis fædre har forklaret ’bibelske principper’ for dem på daglig eller ugentlig basis under opvæksten, har størst sandsynlighed for selv at leve som kristne med bøn, frivilligt arbejde, bibellæsning og kirkegang. Samtidig vil denne gruppe typisk undgå porno, marihuana, abort og sex uden for ægteskab. – Hvis du skal se på flere ting, der samlet set kan forbindes med kristen tro og livsførelse, er det vigtigste, at mor og far udvikler et godt forhold til deres teenagere.
– Det er noget med, at man kommer regelmæssigt i den lokale kirke, og at forældrene udøver discipel-træning derhjemme. Jeg vil ikke sige, at det altid hænger sådan sammen. Men statistisk set er der tale om et mønster, siger forsker Brian Ray. Han er grundlægger og leder af forskningscenteret National Home Education Research Institute i Oregon og står bag den nye undersøgelse. Han har undervist på grundskoler og gymnasier både i offentligt og privat regi og har været universitetsprofessor.
Vælger unge kirken fra?
Undersøgelsen skulle se på årsagen til, at mange unge millennials, (født fra 1980 til begyndelsen af år 2000) tilsyneladende går mindre i kirke end tidligere generationer. En tidligere undersøgelse, foretaget af Barna Group, viser, at 59 procent af de millennials, som voksede op i kirken, senere droppede ud. Andre undersøgelser har dog antydet, at mange millennials bare har skiftet kirke, og kun 18 procent er stoppet permanent med al kirkegang. Den nye undersøgelse er foreløbig og endnu ikke offentliggjort. Ray præsenterede resultatet på en kristen lederkonference i Petersburg i Kentucky sidst i januar.
Fakta om undersøgelsen
Undersøgelsen blev annonceret via facebook, hjemmesider, blogs, en stor evangelikal kirke og et uafhængigt universitet. Ialt 9396 besvarede spørgsmålene i løbet af 2013 og 2014. Kun unge og voksne under 39 år, som havde gået i kirke som børn, kunne deltage. Denne type undersøgelse menes at være mindre præcis end fx telefoninterviews. Alligevel kan metoden give en forståelse for tendenserne i en mindre del af en stor befolkningsgruppe. De fleste af de kirkelige millennials havde protestantisk eller katolsk baggrund, mens 6 procent var vokset op som mormoner, Jehovas Vidner eller noget andet. Som voksne vil over 8 procent af de adspurgte nu kalde sig ateister eller agnostikere.
Skoletypens betydning
En stor gruppe tidligere hjemmeskole-børn deltog i undersøgelsen. Omkring 43 procent af dem var blevet undervist hjemme i mindst 7 år. Andre havde gået på offentlige, kristne eller sekulære privatskoler – eller lidt af hvert. Brian Ray har sammenlignet forskellene baseret på den skolemæssige baggrund. Jo flere år en person har tilbragt i en offentlig skole, jo større sandsynlighed er der for, at han eller hun senere mangler både kristen tro, kristen adfærd og god livskvalitet. Der er også en større tendens til, at man er uenig med forældrenes tro. – Og det er vel at mærke mennesker, som gik i kirke under opvæksten, siger Ray.
Undersøgelsen afslørede forskellige holdninger og adfærd vedrørende kristen seksualetik
I sammenligning med dem, der havde gået i offentlige skoler, havde elever fra kristne skoler en 27 procent større chance for at have en personlig tro som voksne.
Samtidig viste det sig, at hjemmeskolede elever havde næsten tre gange større sandsynlighed for at have en personlig tro end dem, der havde gået i offentlige skoler. I undersøgelsen blev kristen tro defineret som tro på Bibelen som Guds Ord, på Jesus som Guds Søn, på opstandelsen, visse ufravigelige moralske absolutter og at Gud er skaber af alt biologisk liv.
Kristen livsstil
Undersøgelsen afslørede forskellige holdninger og adfærd vedrørende kristen seksualetik. Blandt de hjemmeskolede sagde 16 procent, at de gik ind for homofile ægteskaber. Blandt elever fra kristne skoler og offentlige skoler var tallet henholdsvis 29 og 33 procent. Skoleelever fra verdslige privatskoler var de mest positive overfor homofile ægteskaber: Her var 46 % tilhængere.
Kirkelige millennials, som havde gået i offentlige skoler, havde størst tendens til at leve som ugifte sammen med en kæreste senere i livet (ialt 34 procent). For privatskoleeleverne var tallet 28 procent mod 22 % fra kristne skoler og 9 % af de hjemmeskolede elever.
Seksuelt misbrug
Online-spørgeskemaet indsamlede også data om et delvis skjult problem: Havde de unge voksne oplevet seksuelt misbrug, før de fyldte 18 år? Besvarelserne viser, at der blandt dem, der har tilbragt størstedelen af deres skoleår i offentlige eller kristne skoler er dobbelt så mange, som svarer ja til spørgsmålet end blandt de hjemmeskolede. Undersøgelsen så også på fysisk afstraffelse i skoletiden.
Blandt dem, der beskrev forældrenes afstraffelse som noget, der var foregået ’under kærlig kontrol’ var der størst sansynlighed for, at de havde et godt forhold til deres fædre som voksne. Samtidig havde de også større tendens til at selv at være troende som voksne i sammenligning med dem, der ikke havde oplevet fyssisk afstraffelse, skriver WORLD News service.
Brian Ray’s National Home Education Research Institute anslår, at over 2 millioner amerikanske børn får hjemmeundervinsing. Der er tale om et stadigt voksende antal.