Gravsten blev til salmer om opstandelsen
Forfatteren Daniel Øhrstrøm fortæller om, hvordan gravsten inspirerede ham til at skrive en bog med nye opstandelsessalmer i en tid, hvor mange ellers sætter spørgsmål ved opstandelsen.
Af journalist og forfatter
Daniel Øhrstrøm
Ord, der er mejslet ind i sten, betyder som regel noget særligt.
Ifølge Det Gamle Testamente var det sådan, Gud gav Moses De ti bud. Det er også sådan, mange mennesker ønsker at efterlade verden med en lille sætning på en sten.
Påskriften på en gravsten bliver i den forstand et slags eksistentielt testamente i form af en koncentreret trosbekendelse på det, som den afdøde virkelig mente, at livet handler om – udover ens eget navn. Og man kan på den måde betragte kirkegårde som visdomsbøger fulde af stentavler med vigtige budskaber.
Ofte er det selvfølgelig de efterladte, der vælger den eventuelle inskription på stenen. Men der er som regel altid både meget respekt og inderlig varme i de tekster, der ledsager en afdød persons navn på gravsten.
Kirkegårde er fulde af kærlighed. Måske er det en af årsagerne til, at jeg altid har fundet en vis fred, når jeg er gået rundt mellem gravene. Det kan virke morbidt at gå søndagstur blandt de døde, men som en amerikansk bestsellerforfatter formulerede det, da jeg engang interviewede hende til Kristeligt Dagblad, så er der altså noget fredsfyldt over at tænke på, at der på en fodboldbanes areal kan ligge en hel kommune fuld af mennesker, der måske havde svært ved at leve sammen i livet, men nu ligger fredeligt side om side. Og det kan også vække til eftertanke at gå tur på en kirkegård.
Gravstenene taler
”Man skal huske at tale sammen, mens man lever. For man kan risikere at ligge ved siden af en, der ikke siger noget, når man bliver begravet”, som Johannes Møllehave engang har skrevet i en klumme.
Gravstenene sørger i det mindste for en lille samtale mellem de døde og de levende. Og det er heldigvis undtagelsen, at man ser en direkte kold farvelhilsen til en afdød, når man går rundt på danske kirkegårde. Jeg har dog hørt om en gravsten, hvor der skulle stå ”Et hjerte holdt op med at slå, to hænder ligeså”! De ord fyldte mig både med medfølelse for den begravede og de efterladte.
Andre vælger selv deres eftermæle på gravstenen, og selvom der ifølge joken skulle stå ”Jeg sagde jo, at jeg var syg” på hypokonderens gravsten, tager de fleste selvsagt opgaven mere alvorligt, når de selv vælger en afskedsreplik i granit. For døden kommer jo, hvad enten man laver sjov med den eller ej. Og gravstenen bliver da den afdødes sidste ord til verden.
Forsiden prydes af kirkekunstneren Arne Haugen Sørensens opstandelsesmaleri.
Morfars gravsted
Nogle vælger at ære sig selv på deres gravsten, der sommetider kan ligne selvfede CV’er på monstrøse gravmonumenter. Men andre ser gravstenen som en sidste mulighed for at bygge andre op. Sådan en gravsten har min dejlige morfar, Anton Øhrstrøm, for eksempel.
Min morfar var en af de første af mine nærmeste, der døde. Som barn fik jeg et meget nært forhold til ham, og vi sås ugentligt, da jeg senere kom til at arbejde for ham. På den måde udviklede vi et unikt venskab på tværs af vores aldersforskel. Men han var også en mand, jeg med god grund så meget op til. Han var altid taknemmelig for det, han havde, og han hidsede sig – modsat mig selv – aldrig op, bagtalte ingen og behandlede i det hele taget alle med stor kærlighed.
På hans gravsten på Herlev Kirkegård står der ”Glæd jer altid i Herren!” For det bibelcitat var virkelig min milde morfars livsmotto. Det var den sætning, der definerede hans positive livssyn. Den var hans hemmelighed. Men nu kan alle, der kommer forbi hans grav læse den. På den måde kan man betragte mange gravsten som en slags små prædikestole, der bruger gravstenen til at vise grundstenen i troen.
”That’s all folks”
Tanken fik mig for fem år siden til at begynde at skrive små salmer, der er inspireret af de slidstærke ord, som de afdøde eller efterladte har ønsket, at de levende skulle se og tro på, når de læste sætningen ved siden af den afdødes navn.
Spændvidden er stor over, hvad folk kan finde på at skrive på deres gravsten. Jeg har selv læst alt fra den amerikanske tegnefilmsskuespiller Melvin Jeromine ’Mel’ Blanc’ afskedsreplik ”That’s all folks” til Frank Sinatras mere håbefulde ”The best is yet to come”, som jeg selv tror og håber på. Men jeg har lagt mærke til, at en række af de budskaber, der står på gravstenene, går igen; det er ofte taksigelser for livet, ønsker om fred, opfordring til kærlighed og endelig netop tro på opstandelsen.
Himlen er et hjerterum
Måske kan den gennemgående udgangsbøn på de fleste ”kristne” gravsten således udtrykkes ved en bøn om, at Himlen må være et hjerterum – både før og efter døden. Og det er også min plan, at der engang skal stå ”Himlen er et hjerterum” på min egen gravsten. Det har jeg overvejet nøje efter at have set over 6.000 gravsten – både fysisk og på den glimrende hjemmeside gravsted.dk, der viser kendte menneskers gravsteder.
Kierkegaards farvel
Kun to steder kan man efter min mening finde lige så slidstærke ord som på kirkegården – i Bibelen og i salmebogen.
Mange har da også valgt enten bibel- eller salmecitater på deres gravsten. Søren Kierkegaard citerer for eksempel – i tilsyneladende klar forventning om at samtalen vil fortsætte i Himlen – et helt salmevers af Brorson på sin egen gravsten på Assistens Kirkegård i København:
Det er en liden tid,
så har jeg vunden,
så er den ganske strid
med ét forsvunden;
så kan jeg hvile mig i rosensale
og uafladelig
min Jesum tale.
Den ene strofe synes jeg siger mere end mange lange prædikener, jeg har hørt i mit liv. Det er jo et smukt håb at tro på, at livets hårde kampe en dag bliver erstattet af bedre tider i evig samtale med kongernes konge, Jesus Kristus.
Sådan kan salmernes rim ramme kernen af evangeliet med få ord, og som voksen er jeg derfor blevet stadig mere glad for den danske salmeskat. For der sker netop ofte noget særligt, når man sætter troen på rim og vers.
Grundsten til min bog
Når jeg nu udgiver mine egne små salmer, er det selvfølgelig også med en dyb ydmyghed over for, at dygtige digtere som Lisbeth Smedegaard Andersen og Holger Lissner – for slet ikke at tale om døde poeter som giganterne Kingo, Brorson, Ingemann, Grundtvig og sågar H.C. Andersen – også har udtrykt sig gennem salmer.
Men jeg har skrevet mine salmer, fordi jeg ikke kan lade være og som en respekt for de ord, der er mejslet ind i sten og også har skrevet sig ind i mit eget hjerte.
Ind i evangeliets lys
Mine egne salmer er selvsagt udtryk for min egen tro, men de fleste af dem udspringer af en tvivl eller bekymring, som jeg har forsøgt at føre frem fra mit indre mørke og ind i evangeliets lys.
For dér har jeg selv erfaret, hvordan Gud kan vende mørke til lys, tvivl til tro, forstenede situationer til nyt liv og i sidste ende gøre enden til begyndelsen på et nyt liv.
