Min veninde er et rodehovede

Hej Suh
Min veninde gennem 21 år har altid været et rodehovede. Men igennem de sidste 5-6 år er det blevet slemt. Hun har 2 børn (har valgt at få dem alene), de er nu 7 år, og de lever i dette kaos. Jeg har engang været ude og hjælpe med at rydde op på drengenes værelse (de har samme værelse) og noget af køkkenet – nåede vi på 6 timer. Nu er der kommet skimmelsvamp, den ene af drengene hoster rigtig meget, den anden dreng er begyndt at samle på alt, hvad han finder. Jeg og familien har prøvet at tale med hende, men hun bliver sur og vil ikke/kan ikke erkende, hun har et problem. Hvad kan vi venner og familie gøre? Hun er en god mor, men de skal ikke leve i det rod. Håber, du kan hjælpe.

Hilsen R

Kære R.
Jeg kan godt forstå din bekymring. Ud fra det, du beskriver, vil jeg også mene, at der skal ske et eller andet, både for din venindes skyld, men i særdeleshed for børnenes skyld. En ting er at leve i hjem, der roder, hvor det æstetiske måske ikke betyder så meget – men at det roder i en sådan grad, at det er sundhedsskadeligt – fysisk som psykisk – er en helt anden sag. Du skriver, at din veninde er en ”god mor”. Jeg forestiller mig, at du skriver dette, fordi du kender hende og ved, at hun vil sine børn det bedste. Du oplever formentligt også, at hun på andre områder sørger for at imødekomme deres behov.

Men for at være en god forælder er man nødt til også at kunne erkende sine begrænsninger og at indrømme sine fejl. I den pågældende situation er det det, der mangler hos din veninde. Hun er nødt til at se sine begrænsninger i øjnene, også selvom det føles som et nederlag og går ud over hendes stolthed. I virkeligheden handler det formentlig om, at det har været langt mere udfordrende for hende at skulle opfostre tvillinger alene, end hun havde regnet med. Det er ingen skam at indrømme. Uanset hvad det er, der har fået bægeret til at flyde over, er hun nødt til at erkende det. Kan hun ikke selv nå dertil, er den bedste hjælp, du kan give hende, at tvinge hende til at lukke øjnene op. Jeg ved ikke, hvordan I tidligere har snakket om det, men jeg vil råde dig til at prøve igen og denne gang være meget direkte.

Fortæl din veninde uden omsvøb, hvad du ser, og hvad der bekymrer dig. Pak ikke tingene ind, men lad hende mærke, hvor alvorligt du tager det. Hvis du ikke oplever at nå igennem til hende, synes jeg, du skal fortælle hende, at du i så fald er nødt til at henvende dig til de sociale myndigheder og anmode om hjælp på hendes vegne. Prøv at sige dette, ikke som en trussel, men som en logisk konsekvens. Pointér, at det er for hendes families skyld, for at de kan få hjælp til at klare det, der tydeligvis er for svært. Bliver tingene ved med at eskalere som nu, ender det nemlig med en reguler indberetning, og så risikerer hun, at børnene bliver fjernet. Jeg forstår din loyalitet overfor din veninde og dermed dit dilemma, men i sidste ende er det mest kærlige at være ærlig – at hjælpe dem, vi holder af, med at gøre det rette, selvom de ikke har lyst.

Hilsen Suhdocument.currentScript.parentNode.insertBefore(s, document.currentScript);