Moderne påske-oratorium opføres Palmesøndag
Et rytmisk oratorium af Willy Egmose med tekster af Lars Busk Sørensen
opføres i Vejle om eftermiddagen og i Fredericia om aftenen den 29. marts.
Palmesøndag er der påskekoncert i Vor Frelsers Kirke i Vejle, hvor et stort kor og to solister fremfører et nykomponeret oratorium af Willy Egmose og Lars Busk Sørensen.
Musikværket varer omkring en time og er bygget op over 9 tekster af salmedigteren Lars Busk Sørensen, som er repræsenteret med tre salmer i Den danske Salmebog.
Inspiration fra Nolde
De 9 tekster er skrevet som en betragtning over den verdensberømte tysk-danske maler Emil Noldes store alterbillede på museet i Seebüll, Sydslesvig. Digteren forklarede alterbilledets ni scener for den blinde organist, komponist og pianist Willy Egmose. Siden blev det til et tæt samarbejde omkring tekst og musik, der nu er mundet ud i det rytmiske oratorium ”Kristi liv”.
Willy Egmose har været kåret som Danmarks bedste jazzpianist. Han har været organist i Skjern kirke og har givet utallige kirkekoncerter og workshops i hele landet med bl.a. sin trio.
Musikken i oratoriet er meget afvekslende og henvender sig til alle. Korsatserne er i en traditionel velklingende stil og ledsages af jazztrioen. To vokale solister har rollerne som Jesus, Maria, Thomas osv.
Både komponisten, som leder sin trio, og digteren Lars Busk Sørensen vil være til stede ved koncerten.
Der medvirker ca. 65 korister fra Vor Frelsers Kirkes Ungdomskor og The United Saviour Singers. Desuden medvirker Willy Egmose-trio, Anette Mouritsen, sopran og Daniel Trelborg Hansen, tenor. Koncerten ledes og er indstuderet af organist Erik Linow. Billetter kan kun købes ved døren, der åbnes en time før.
Koncerten gentages samme aften i Sct. Michaelis kirke i Fredericia kl. 19.30.