’Nødhjælp er vores livspassion!’

Mission Øst startede som hjælp til nødlidende i Østeuropa. Nu får i tusindvis af mennesker i Mellemøsten og Asien hjælp gennem organisationen.

Det begyndte i en garage i Birkerød. Efter Berlinmurens fald sendte René og Kim Hartzner mad, medicin og hospitalsudstyr til fattige i Østeuropa. I dag er Mission Øst en velvoksen hjælpeorganisation med ekspertise i hurtig akuthjælp og langsigtet udvikling i Mellemøsten og Asien. Og gløden er den samme…

René og Kim Hartzner startede Mission Øst som en spontan reaktion på nøden i Østeuropa efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Fra familiens garage i Birkerød og senere fra et større lager sendte de mad, medicin og hospitalsudstyr med lastbiler og fik endda hele beredskabshospitaler fløjet med store transportfly mod øst. I dag er hjælpearbejdet udvidet til flere lande i Mellemøsten og Asien.

Staben er vokset. Budgettet er mangedoblet. Tusindvis af armeniere, tadsjikere, syrere, irakere, nepalesere, afghanere, burmesere og nordkoreanere får nu gavn af både akut nødhjælp og langsigtet udviklingshjælp. Familieforetagendet er blevet en international hjælpeorganisation med kontorer i København, Berlin og Bruxelles og hundredevis af dedikerede medarbejdere i 10 lande.

Fyr og flamme for sagen

Vi møder de to ildsjæle på Mission Østs kontor i Hellerup, hvor atmosfæren er ladet med den energi, som stadig præger far og søn. – Det er mere end et stykke arbejde. Det er en livspassion, svarer Kim Hartzner på spørgsmålet om, hvor al den energi dog kommer fra. – Det var vore livspassioner, der fik udløb i Mission Øst, uddyber han. – Vi gjorde bare det, vi selv kunne li’ og syntes var sjovt.

Og det var tilfredsstillende at kunne hjælpe kirkerne bag Jerntæppet – de kirker, der før havde været undertrykte, kunne nu hjælpe deres egen befolkning. René Hartzner er hurtig til at dele æren med de medarbejdere, som efterhånden blev tilknyttet organisationen: – Vi fik nogle dygtige mennesker ind over. Og så skete det, som ofte sker, at én dygtig person tiltrækker flere dygtige medarbejdere. Samtidig havde jeg det fortrin i forhold til Kim dengang, at jeg ikke havde hjemmeboende børn. Og min kone Ruth var fyr og flamme for sagen.

Helt ude på kanten

Men tærer det ikke på jer at se så meget nød og elendighed rundt omkring i verden – senest i Nordirak, hvor I har formidlet vinterhjælp til 30.000 kristne og yezidier, som har oplevet de mest grusomme overgreb fra Islamisk Stat? – Jo, jeg kan selvfølgelig blive træt og slidt af at se så mange grufulde ting, indrømmer Kim Hartzner. – Men når jeg oplever de fattige og fordrevnes glæde og taknemmelighed, giver det mig ligefrem energi at være helt derude, hvor det brænder på, og hvor vintertøj og termotæpper betyder forskellen mellem liv og død.

René, du satte det hele i gang og har trukket læsset i rigtig mange år, hvordan klarede du det? – Ja, jeg rejste jo meget i pendulfart frem og tilbage. Men jeg har altid haft en evne til at mærke, når jeg er ved at køre mig selv ned. Så kan jeg standse op, lytte til kroppen og geare ned. Og det kunne jeg jo fint, fordi Kim tog mere og mere over. De to har kørt parløb, siden organisationen startede i november 1991, René på iværksætterydelse og Kim som frivillig de første måneder. I dag er rollerne byttet om: Kim er generalsekretær, og René er aktiv pensionist.

Gode forbindelser i Sovjet

Men livspassionen er den samme som altid. Livsnerven er de kristne værdier. Livsenergien kommer af at kunne gøre en forskel for et menneske ad gangen. Og livsopgaven blev et puslespil, hvor Renés handelstalent og Kims lægegerning pludselig gik op i en højere enhed. René Hartzner arbejdede som international prokurist i næsten 30 år i verdens tredjestørste kornfirma. Arbejdet bestod i at opkøbe korn i Syd- og Nordamerika, chartre skibe og eksportere til Danmark og videre til lande i Østeuropa.

En dag stod han uden arbejde – men havde stadig gode forbindelser i det tidligere Sovjetunionen. To rejsebureauer – et svensk og et dansk – engagerede ham derfor som rejseleder ved kirkelige og kulturelle rejser i Rusland. – Allerede ved den første rejse besøgte vi en frikirke i udkanten af Skt. Petersborg. Byens borgmester bakkede op om kirkernes sociale arbejde og lovede, at hvis kirken kunne skaffe medicin – især til ældre sukkersygepatienter – ville de få et stort halvfærdigt center tæt ved en af byens metrostationer.

Medicin for 2 millioner

– På vej hjem fra Skt. Petersborg blev det ved med at køre i mig: ”Hvis jeg nu kunne skaffe denne medicin, kunne jeg hjælpe både kirken og byen”. Jeg fortalte om behovet i min kirke, og en af lederne arbejdede netop på et medicinalfirma, der fremstiller sukkersygemedicin. Inden jeg så mig om, havde jeg fået for 2 millioner kroner sukkersygemedicin i store tromler. Dem afleverede vi på en rejse med unge fra Karlslunde Strandkirke og fik en fantastisk modtagelse, fortæller René Hartzner.

– På vej hjem i bussen sagde jeg til Kim: ”Dette er meget tidskrævende. Enten må jeg fortsætte fuldtids, eller også må jeg standse nu”. Så kigger Kim på mig og siger: ”Far, du skal fortsætte fuldtids, og jeg er med fra dag ét”. Sådan startede det. Kim Hartzner husker den dag i bussen: – Jeg sagde til far: ”Du arbejder allerede fuldtids med nødhjælp; du er bare nødt til at kalde det noget. Hvad med Mission Øst? Det er en mission i øst, og vi arbejder gennem kirken, ikke? Så var navnet på plads.

Famlende start – men fantastisk

Kim er læge og tog fire måneder ud af kalenderen for at arbejde frivilligt med at kontakte virksomheder og bede om donationer til hjælpen i øst. Kirker samlede ind til transport, virksomheder donerede mad og medicin, og hospitaler donerede udstyr. I november 1991 udkom det første nyhedsbrev som et helt almindeligt maskinskrevet brev til 1500 adresser. I dag sendes bladet fra Mission Øst til ti gange så mange. – Så fyldte vi lageret i mors og fars garage og rejste afsted i kassebiler.

Jeg flyttede derefter til Hjørring og startede som læge. Da jeg havde været på arbejde som læge i fem dage, tog jeg min første ferie for at køre med nødhjælp til Ukraine og kom hjem i et ambulancefly efter en stor ulykke. Jeg blev indlagt i Hjørring, og først flere måneder senere havde jeg arbejdet der i flere dage, end jeg havde været syg eller på ferie, smiler Kim Hartzner. – Det var en famlende, men en fantastisk start, husker René Hartzner. – Folk kendte os jo ikke; vi var jo kun lige startet. Men det gik over stok og sten.

Sendte 5 hospitaler  med fly og skib

Året efter opstarten – i oktober 1992 – sendte Mission Øst store flyvemaskiner med nødhjælp fra Danmark til Armenien. Den lille hjælpeorganisation havde modtaget fem af 40 beredskabshospitaler, der var til brug i tilfælde af atomkrig. Men nu var Den kolde krig afblæst. – Hospitalerne lå i store papkasser under sygehuse og rundt omkring på skoler. Der var operationsstuer og alt, hvad dertil hører, husker René Hartzner. To af hospitalerne anbragte vi på de værste fængsler i Moskva, man kan forestille sig, et blev anbragt i Skt. Petersborg, et i Albanien og et i Armenien. Armenien lå dengang i krig med Aserbajdsjan.

Vi sendte i alt 9 store flyvemaskiner af sted til Armenien, de fleste af dem med mad, medicin og hospitalsudstyr. Mission Øst fik en flyvende start, men for Kim Hartzner startede engagementet i Østlandene længe før. – Min far rejste bag Jerntæppet allerede i 1968. Jeg var ni år og plagede ham som vanvittig for at få lov til at komme med, men det måtte jeg naturligvis ikke. – Når han kom hjem, viste han billeder af forfulgte kristne, deres ansigter, tørklæder og en kultur, der var helt anderledes end vores. De var underkuede og forfulgte, men havde samtidig en enorm gejst og var villige til at sætte deres liv og sikkerhed på spil. Det var helt vildt spændende! Deres historier og skæbne blev starten for mig.

Jeg var så nervøs, at jeg ikke kunne styre det, og så tolderne nemt kunne spotte mig

Rejste bag Jerntæppet som 15-årig

Da Kim var 14 år, arbejdede han på Ungdom med Opgaves trykkeri uden for München med at trykke Johannes-evangelier til uddeling i Frankrig. – Her spurgte jeg igen min far, om jeg måtte rejse til Østeuropa, men han sagde nej det år. Ikke desto mindre rejste jeg året efter til Jugoslavien, Rumænien og Ungarn med min fætter. Verden var en helt anden bag Jerntæppet; man kunne mærke en tung dyne, en trykket stemning blandt folk. Jeg brugte hver eneste anledning, jeg overhovedet fik, til at rejse i Østeuropa, senere også for at smugle bibler ind til kirkerne. Samtidig smuglede jeg informationer ud om de kristnes forhold bag Jerntæppet, hvor myndighederne raserede kirker og fængslede kirkelederne.

Det var næsten det farligste. – En gang stod jeg på en banegård i Rumænien med de følsomme dokumenter i inderlommen, den sidste banegård før grænsen til Ungarn. Jeg var så nervøs, at jeg ikke kunne styre det, og så tolderne nemt kunne spotte mig. Men i toget på vej til grænsen sad jeg i kupé med en diplomatsøn fra Congo, og han fortalte så mange sjove vittigheder og på et så vidunderligt fransk, at jeg lå flad af grin hele turen. Min nervøsitet var forsvundet, da toldere kom ind og ransagede vores kufferter. Og da de var færdige, lykkedes det mig at placere dokumenterne i den tjekkede kuffert, inden tolderne begyndte at kropsvisitere mig. Sikke et held! Eller guddommelig indgriben…

Nødhjælp fra kirke til kirke

Da Berlinmuren faldt i 1989, havde René og Kim Hartzner begge et stort netværk blandt kirkerne i både øst og vest. – Vi havde kontakt med kirker fra alle kirkesamfund i Østlandene, og i Danmark var min far kendt i alle kirkeretninger. Så det var helt naturligt at knytte forbindelse mellem de to netværk og formidle nødhjælp til de fattige i øst, fortæller Kim Hartzner. Hvor fik I pengene fra?
– Det var mit store spørgsmål, fortæller René Hartzner.

– Vi arbejdede ud fra privatboligen i Birkerød og skrev breve til alle vores venner, om de havde lyst til at støtte. Samtidig ansøgte jeg kommunen om iværksætterydelse og fik 5000 kroner om måneden i tre år. VI søgte desuden om at måtte opbevare medicin i hjemmet, og det fik vi lov til. Og så kontaktede Kim forskellige medicinalfirmaer, og du drømmer ikke om, hvad vi fik af hospitalsudstyr, mad og medicin i den periode! Det var næsten mere, end vi kunne håndtere. – Starten af Mission Øst var en spontan reaktion. Vi var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Og vi kunne ikke lade være med at gøre noget, supplerer Kim.

Succes for mig er ikke at se omsætningen stige. Succes for mig er at hjælpe mennesker. Det er ikke bare et arbejde, det er en livspassion for os begge, fastslår Kim Hartzner

Puslebrikkerne passer

I dag driver Mission Øst et vidtforgrenet arbejde ud fra kontorer i Danmark, Berlin og Bruxelles. Akut nødhjælp til titusindvis af fordrevne i Syrien og Nordirak. Uddannelse til handikappede børn i Armenien. Hjælp til selvforsørgelse i Tadsjikistan. Forebyggelse af katastrofer i Nepals bjerge. Skolegang til børn i Burma. Og fødevarehjælp til underernærede børn i Nordkorea.

Og så er vi tilbage ved livspassionen: Hvordan undgår man at blive totalt overvældet af alle de enorme behov alle vegne? – Når alt ser mørkt ud, er det nærliggende at sige: ”Hvor er det dog forfærdeligt med alle de fordrevne i kølvandet på Islamisk Stat!” Det kan man sige 100 gange, uden at det hjælper. Men man kan også sige: ”Vi kan gøre noget! Vi kan hjælpe og ændre folks liv!” Sandheden er, at den enkelte dansker herhjemme kan gøre rigtig meget for den enkelte nødlidende derude.

Og det er lige netop, hvad René og Kim Hartzner, deres medarbejdere og mange støtter ud over landet har gjort i snart 25 år. Resultaterne taler for sig selv. Men hvad siger ildsjælene selv til hjælpeorganisationens succes? – Jeg tror, der er en mening med livet og ser hele forløbet som et puslespil. Der blev lagt nogle brikker. Succes for mig er ikke at se omsætningen stige. Succes for mig er at hjælpe mennesker. Det er ikke bare et arbejde, det er en livspassion for os begge, fastslår Kim Hartzner.