Nødhjælpen skal ud til de allersvageste i verden
Pensionist Søren Viftrup knokler for nødlidende trods alvorlig sygdom.
I Pinsekirken i Thisted taler Søren Viftrup den 26. marts om emnet ’Bringe nødhjælp: Skønt – men er der også en udvej, når man selv trues på livet?’ Arrangementet foregår i seniorsamlingen ”Plus/minus 50”. Søren Viftrup stiftede i 1989 AKO, Aktive Kristnes Omsorgsarbejde, og han kæmper trods sygdom stadig for de svageste.
Vil hjælpe ’de mindste’
Søren, som voksede op i Tvis ved Holstebro, blev under opvæksten grebet af Jesu ord: ”Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, har I gjort imod mig.” Han blev først landmåler og tog derefter på Diakonhøjskolen og endte med at blive sygeplejerske. Han har været ansat som souchef på et ældrecenter i Nykøbing Mors. Senere startede han et nyt psykiatrisk plejehjem. Søren har også været engageret i Nykøbing Mors Frikirke, hvor han blev udfordret til præstegerningen ved siden af sit øvrige arbejdsliv.
Nød i Rumænien
I 1990 gik det for alvor op for Søren, hvor stor nøden er i Rumænien, bl.a. på børnehjemmene. Det viste sig i tiden efter Nicolae Ceaucescus fald i 1989. Sammen med andre besluttede han at køre nødhjælp til Botosani i den nordøstlige del af landet, omkring 12 timers kørsel fra grænsen. Senere blev Søren Viftrup præst i Apostolsk Kirke, Vejle, hvor han stadig er i tjenesten, og hvor AKO har sit sekretariat. I Thy sorterer op til 25 frivillige tøj, som pakkes i kasser og sendes sammen med andet nødhjælpsudstyr i store lastbiler til Rumænien. En af ildsjælene samler så meget gammelt jern, at han i 2014 fik en indkomst på 20.000 kroner – så det kunne betale for en lastbiltransport! Søren og mange andre frivillige besøger selv regelmæssigt Rumænien, Ungarn og Moldavien for at sikre, at pengene går til dem, som har størst behov. AKO arbejder i dag også på Sri Lanka og i Nepal.
Fortsætter trods sygdom
Midt i denne aktive tjeneste har Søren Viftrup oplevet to livstruende sygdomme med et par års mellemrum. Det er nye livserfaringer, som man kan høre mere om under foredraget i Thisted.
– Livskriser – og vejen igennem dem – vil vi alle kunne spejle os i, siger Jette Munk Madsen, som er leder af seniorgruppen i Pinsekirken i Thisted.