På besøg hos vores danske korrespondent

Udfordringen er blandt de få danske aviser, der har egen korrespondent i Israel. Her besøger Udfordringens redaktør den danske journalist Richard Oestermann i Jerusalem.

I en lejlighed med udsigt til Jerusalems ældgamle mure sidder Udfordringens korrespondent dag efter dag og skriver artikler om Israel til danske læsere.

Richard Oestermann er selv dansk. Men under nazisternes besættelse af Danmark måtte han ligesom de ca. 6.000 andre danske jøder flygte. Det lykkedes ham at slippe til Sverige en mørk nat ombord på en fiskerbåd fra Gilleleje sammen med sin mor og søster.
Efter halvandet år i Lund i Sverige forsøgte han lykken i USA og havnede derefter i Israel, hvor han bl.a. dækkede krigsforbryder-retsagen imod Adolf Eichmann.

Kontakt via Hebron
Oestermann har siden været korrespondent og skrevet artikler til de store danske, svenske og norske dagblade. For ca. 9 år siden satte direktør Peter Bech fra Hotel Hebron i København sin gæst i forbindelse med Udfordringen, fordi han mente, avisen måske var interesseret i at udgive Oestermanns nye bog om krigen i Gaza.
Det var Udfordringen, og samarbejdet udviklede sig til daglige artikler på hjemmesiden fra Israel, samt en del i avisen.
Faktisk er Udfordringen i dag dén danske avis, som har den mest omfattende dækning af alt det, der sker i Israel.
For nylig udgav Udfordringen også Oestermanns erindringsbog “Mig og Mellemøsten”, som en anmelder kaldte et scoop.

Still going strong
Richard Oestermann er nu 88 år, men stadig åndsfrisk. Han følger levende med i det politiske liv og har fortsat fingeren på pulsen. Men på det sidste har han flere gange måttet en tur på sygehuset med forskellige sygdomme.
– Den seneste omgang var i december, hvor jeg lå 17 dage – og ikke mindst 17 frygtelige nætter – på sygehuset. Det var bugspytkirtlen, der ikke fungerede.
Og da jeg kom ud derfra, viste det sig, at nogen havde stjålet min pung. Pengene har jeg fået igen, men jeg synes, det var nederdrægtigt gjort at stjæle fra en gammel syg mand, siger Richard, mens vi samler os om frokostbordet med jødiske specialiteter, som hans hustru Iris har tilberedt sammen med deres indiske hjælper, som Richard sætter stor pris på.
– For selv om jeg nu er kommet hjem igen, så kan jeg kun gå med en rollator. Og maden smager som pap, beklager Richard.

Dansk menighed
– Men den danske præst i Jerusalem, David Serner, har hjulpet mig med at finde en dansk medhjælper, som skriver artiklerne efter diktat på de dage, hvor jeg ikke selv kan skrive.
Præsterne gør et stort arbejde med at samle den danske koloni. Den tidligere præst arrangerede fx en mindehøjtidelighed på Danmarks-skolen i 70-året for redningen af de danske jøder, fortæller Oestermann, som selv er jøde, men ikke særlig ortodoks.
Hans to sønner interesserer sig lidt mere for det religiøse.
Michael, hans ældste søn, har endda udgivet en børnebog om Jesus med billeder fra de virkelige steder. ”The Greatest Miracle of All”, hedder bogen.
Den yngste søn er ifølge Richard ”super-religiøs” jøde, hvilket han har svært ved at forstå.

Lever for nyheder
For Richard Oestermann er journalistikken og den daglige rapportering fra Mellemøsten nærmest en hellig pligt og nødvendighed. Han kæmper for at få sit stof igennem, koste hvad det vil af besvær og sygdom.

De største øjeblikke
Når jeg spørger ham, hvad de største øjeblikke i hans liv har været, nævner han sine journalistiske ”skalpe”, som han billedligt bærer i sit bælte: Præsident Truman, skuespilleren Sophia Loren, præsident Ben Gurion, præsident Begin, FNs generalsekretær Boutrus-Boutrus Ghali, osv. kendte folk, som det er lykkedes ham at interviewe, som man kan læse om i hans erindringsbog.
– Jeg er blevet båret frem af – ja, jeg ved ikke hvad. Jeg fik mulighed for at møde disse kendte mennesker. Jeg kunne skrive ti bøger med oplevelser, bemærker han.
Man skal nok være bidt af en gal journalist for helt at forstå, hvor meget “en god historie” betyder for ”rigtige” journalister. Men Richard ringer stadig lige begejstret og fortæller, at nu har han lige sendt en nyhed, som straks må på nettet.

Sprang af færgen
– Hvis du nu ikke havde været nødt til at flygte fra København, ville du så stadig have været journalist?
– Ja. Jeg var ellers begyndt at gå på universitetet og havde taget nogle fag i jura. Men det var journalistikken, der lokkede.
Richard mindes, da han var journalistelev på Holbæk Amts Venstreblad i 1946.
– Jeg lærte at skrive som en journalist og ikke som en akademiker. At begynde en artikel, så læseren bliver fanget ind.
Sproget er det vigtigste, fastslår Richard Oestermann. Han fik besked på at læse lederartiklerne af redaktør Hans Brix og lære af hans gode sprog.
– Jeg husker en isvinter lige efter krigen, hvor jeg skrev om en lille færge, som hver dag sejlede til den lille ø Orø. Derved holdt den indsejlingen til Holbæk isfri. Alt var allers frosset til, og der var endda is mellem Danmark og Sverige.
Jeg tog nu med færgen og sprang af den og ud på isen og gik i forvejen på isen for at kunne tage et billede af færgen, der brød isen.
Det var et scoop!

Studerede i USA
Richard vandt et stipendium til at studere journalistik i USA.
– Her lærte jeg også noget meget vigtigt for en free-lance journalist, nemlig hvordan man præsenterer en artikel, så den ser attraktiv ud for en redaktør.
Det er vigtigt at kende sit publikum og ikke skrive hverken op eller ned til læserne.
Richard Oesterman husker også, da han dækkede Olympiaden i London i 1948 og skrev den samme artikel, men med forskellige indledninger om de danske, norske og svenske deltagere, så han kunne sælge artikler til flere blade.
Siden har han skrevet til flere nordiske aviser. Og sådan er det fortsat. Artiklerne til Udfordringen bringes også i den norske avis Norge I DAG.

Terror i København
– Hvad siger du til, at vi for nylig også har haft et terrorangreb på den jødiske synagoge i Krystalgade i Købehavn, hvor du jo kom som barn?
– Det havde jeg ventet længe. Jeg var i København, da der for ca. 10 år siden sprang en bombe tæt ved den danske synagoge og ved et flyselskab. Så da der skete det her i Paris med Charlie Hebdo, så vidste jeg, at der snart ville komme en terroraktion i Danmark, siger Richard.

Det vil komme overalt
– Det er en modbydelig handling. Jeg tror ikke, at verden endnu forstår, hvad der vil komme.
Der vil komme terrorisme over hele verden.
Vi er vant til det her i landet. Ja, i vores eget nabolag. Her bor jøder på den ene side og muslimer på den anden. Og vi har været ude for, at vores bil fik smadret vinduerne to gange. En nat måtte jeg ud i pyjamas og flytte bilen, fordi der var ild i to biler på hver side. Der er blevet smidt molotovcocktails ind ad vinduerne til lejlighederne her. Men man lærer at leve med det – ikke fordi det burde være sådan, men fordi verden er blevet sådan, konstaterer Richard.
– Men jeg er opmuntret af, at muslimer og jøder sammen slog ring om synagogen i Oslo. Jeg så gerne, at det samme skete i Danmark, men jeg er meget glad for at se billeder af de mange blomster, som er blevet lagt i gaden ud for synagogen.
Richard er stolt af at være dansk, og han snakker videre om, hvordan kong Christian X red over grænsen til det genvundne Sønderjylland i 1920. Kongen var kendt for at forsvare de danske jøder, ikke mindst da nazisterne senere indvaderede landet.

Fortsætter med at skrive
– Har du planer om at holde op med at skrive?
– Nej, aldrig, kommer det straks fra den 88-årige journalist. Han er glad for at kunne skrive til Udfordringens læsere, og han mener, der er en forskel på Danmark, Norge og Sverige.
– I Sverige arbejdede jeg med en svensk avis i mange år, men da chefredaktøren hørte, hvor gammel jeg var, sagde han: Ut med dig!
Men i Norge og Danmark synes man, at det er en fordel, for så har man meget mere viden og mange flere kilder.
– Hvad har du lært af livet?
– ”Du skal ikke lade dig gå på!”
Hvis du fx skal have fat i arabiske myndigheder, skal du vise, hvem der har kasketten på.
Du skal ikke lade dig slå ud af noget. Bare fortsæt.