Tilbyd hende kærligt, respektfuldt venskab

Kære Suh
Jeg har kendt en igennem mange år, som kan beskrives sådan: misundelig, bærer nag, stort set altid negativ og fordømmende, har travlt med at finde andres fejl, men kan ikke tåle selv at blive irettesat. Ser sig selv som et ”overmenneske”. Eller forsøger at fremstå som et. Hendes far var alkoholiker. Hun har haft mange kærester hele livet igennem, har selv børn nu, med forskellige mænd.

Hun virker til at være meget imod det kristne. Personligt kan jeg lide Guds Ord og prøver så vidt muligt at følge Bibelen og leve og opføre mig, som Herren vil, at vi skal. Men det er træls og energiopslugende at omgås en som hende, når man aldrig føler, der kommer noget positivt ud af det. Hvad er der galt med hende? For ifølge hende selv er der ikke noget galt. Det er de andre, den er gal med. Hvordan skal man tackle hende?

Anonym

Kære Anonym
Ud fra din beskrivelse (forkortet) lyder det som om, at det, der er galt med din bekendte ganske enkelt er: underskud af kærlighed. Nu – som tidligere. Hvis man som barn vokser op uden tilstrækkelig kærlighed, dvs. opmærksomhed, omsorg og positiv respons, så bliver man senere en voksen med meget lavt selvværd, en som tror, at man altid skal præstere for at blive anerkendt, og som tror, at alle i sidste ende svigter en. Dette ses ofte hos børn af misbrugere, for i et hjem med misbrug er fokuset primært på misbrugeren fremfor på børnene, og her er rammerne typisk ustabile og uforudsigelige og løfter brydes konstant.

Måske det er sådan en opvækst din bekendte har haft?! Udover det lave selvværd, som bevirker, at man slet ikke kan tåle kritik, da det ødelægger den smule tro, man dog havde på sig selv, så roser eller anerkender man ikke andre – ikke fordi, man ikke vil, men fordi man ikke kan. Man kan jo ikke give af noget, man ikke har. Jeg forestiller mig, at det er sådan, din bekendte har det. Og derfor er hun så desperat nødt til hele tiden at fremhæve sig selv – som du selv skriver: fremstå som et overmenneske. Kun sådan oplever hun at være ”god nok”. Desuden er det hende magtpåliggende at påpege andres fejl, så de fremstår dårligere end hun selv, for sådan bliver det lettere for hende at fremstå som et godt nok menneske.

Du skal vide, at din bekendtes måde at være på ikke er et bevidst valg – det er en overlevelsesstrategi! Hun er nødt til at gøre, som hun gør, for at kunne holde sig selv ud. Inderst inde gør det forfærdeligt ondt, men at mærke dette er formentlig angstprovokerende og blot toppen af et stort isbjerg, som hun ikke kan overskue at forholde sig til. Så derfor har hun allieret sig med en vrede imod alt og alle, for den hjælper hende – effektivt – med ikke at mærke smerten indeni. Så længe der hades og angribes, og så længe der diskuteres, så behøver hun ikke at mærke sig selv. Du spørger, hvordan du skal tackle hende. Jeg vil svare dig dette: din bekendte er velsignet med en ven som dig, der har udholdt hendes negative væremåde i så mange år! Du kan ikke helbrede hende indeni, det kan kun Gud, men Gud virker igennem kærlighed, og du kan tjene ham ved at vise hende kærligheden fra ham på så mange måder, du overhovedet kan komme på!

Det kan både være på en aktiv måde (venlig gestus, smil, kram, små gaver, kager, tjenester) og på en passiv måde (lytte, rumme, ikke skændes, ikke bebrejde, ikke diskutere, hvor det er nyttesløst). Hjælp hende med at få forstærket fokusset på det gode, der trods alt bor i hende! Behandl hende, som Jesus ville have behandlet hende. Når du ind imellem ikke kan rumme mere – for sådanne skadede mennesker er meget svære at rumme i længere tid ad gangen – så hold en lille pause. Sig fra i tide overfor hende, og sund dig lidt. Vend tilbage, når du er klar. Tilbyd hende aldrig mindre end ærligt, kærligt og respektfuldt venskab. Så må Gud gøre resten. For inspiration og opmuntring vil jeg varmt anbefale dig at læse bogen ”Den kærlighed som sætter fri” af Francine Rivers.

Hilsen Suh} else {