Gravid mor til fire flygtede fra IS

Mariam fra Irak, som er 23 år, enke og mor til fire børn, måtte flygte fra ISIS som gravid. Hun har mistet seks nære familiemedlemmer på kort tid og står alene med fire små børn.

Mariam, der nu har fået nødhjælp, sidder i en hytte ved et åbent ildsted med sit 10 dage gamle spædbarn i armene, og sine 2-årige tvillinger og 3-årige datter rundt om sig. Hun deler pladsen med mange andre familier, som prøver at holde varmen og være der for hinanden. Hun smiler tappert trods sine blåfrosne hænder, mens hun deler sin historie om, hvordan hun flygtede – og sin taknemmelighed over hjælpen. – Det var midt om natten, da vi var nødt til at forlade vores hus i Mosul. Selvom vi var forberedt og havde pakket nogle ting til en nødssituation, kunne jeg ikke bære mere end mine børn, og de er det vigtigste, jeg har.

Flygtede som gravid

Mariam fortæller videre: – Min mand, min far og mine tre brødre blev dræbt. Min mor døde på vejen. Jeg tror ikke, at hun kunne klare smerten længere. Jeg var gravid på det tidspunkt, men jeg var nødt til at være stærk for mine børns skyld. Først havde vi ikke engang et sted at være, så vi sov under åben himmel i en park. Vi havde kun det tøj, vi stod i. Vi sov på sandgulve.
Efter at vi var blevet registreret som flygtninge, fik vi endelig en plads på en skole.

Vi vænnede os langsomt til at leve under så usle kår og i improviserede, uformelle beboelser som fx. byggepladser eller klasseværelser. Når man kommer fra en velhavende familie og er vant til at bo i en villa, så er det en stor forandring! Men vi er taknemmelige for den gavmildhed, vi er blevet mødt med af de fremmede, som hjælper os, og som sørger for, at vi har de daglige fornødenheder. Folk fra kirken donerede tre madrasser og fire tæpper til min familie. Det gav os en følelse af sikkerhed at kunne pakke os ind i tæpperne og ikke skulle sove på det bare gulv.

Deporteret til de kolde bjerge før vinteren

Da de kurdiske skoler endelig åbnede stærkt forsinket i december, måtte vi alle forlade skolebygningen. Sammen med 200 andre familier blev vi forflyttet til en lille landsby i bjergene. Vi blev deporteret og vidste heldigvis ikke endnu, at nødhjælpen ikke blev sendt ud til så fjerne steder. Nogle gange virkede det, som om vi var blevet glemt. Nogle af de 200 familier flyttede ind på en byggeplads i et ufærdigt hus uden vinduer og måtte sove på iskolde betongulve.

Andre fandt ly i tynde telte. Men vi havde i det mindste vores madrasser. Det var OK, så længe det ikke regnede. Men så snart det begyndte at regne, blev alt vådt, og vi havde ingen mulighed for at tørre vores ting. Da det blev koldere i bjergene, blev vi endnu mere sårbare, som vi boede der højt oppe i de kolde bjerge. I dagevis fik vi ingen hjælp. Vi følte os forladte og fortvivlede.

Fik tøj og brændsel

Så kom der endelig en lastbil. Børnene blev glade og begyndte at råbe, mens de løb hen mod lastbilen. Vi var så lykkelige over, at der endelig var nogen, der havde brugt tid på at leje en lastbil, og trods den store afstand og de svært fremkommelige bjergveje var kommet for at bringe os mad og vand.

En hilsen fra Gud

Vi fik også vintertøj, jakker, sjaler og varme tæpper. Vi fik en brændeovn og brændsel. Lige i tide, da det snart gik op for os, at de store nødhjælpsorganisationer koncentrerede sig om de store byer, men at de flygtninge som endte i små landsbyer og afsidesliggende områder, blev forsømt. De kristne nødhjælpsarbejdere, som endelig kom for at hjælpe os, var et tegn fra Gud om, at han ikke havde glemt os eller forladt os. Gud sendte sine engle i skikkelse af disse mænd. Så vi ville ikke miste modet!

Tabet og smerten er ubærlig. Vinteren er særligt svær for flygtninge, fordi det er så koldt. Børn og ældre bliver syge

17 børn døde på én nat

Men snart kom der endnu en udfordring: Sneen begyndte at falde tæt. De stejle bjergveje blev dækket af is og var meget glatte, så det var umuligt for lastbilen at komme frem. I mange dage var der ingen forsyninger af mad. Senere hørte vi fra min søster, som bor i en anden landsby i nærheden: ”17 børn døde på en enkelt nat på grund af de iskolde temperaturer og manglen på mad”.
Ingen kan forstå, hvad disse forældre må gennemgå.

Tabet og smerten er ubærlig. Vinteren er særligt svær for flygtninge, fordi det er så koldt. Børn og ældre bliver syge. Telte og huse skal beskyttes mod elementerne. Der er behov for tykke, varme tæpper, vandtætte lagner, brændeovne og brændsel og andre vinterforsyninger. Vi har brug for mad, bedre husly, varmt tøj, rent vand og medicin til at klare os igennem de mange udfordringer i denne første vinter væk hjemmefra. Men vi er meget taknemmelige for al den hjælp vi har modtaget! slutter Mariam.