Vig bag mig…

Min mand og jeg var begge lærere på en kristen efterskole og var lige optagede af det. Det var et utroligt spændende og alsidigt arbejde. Og vi havde et godt kollegialt fællesskab.

Men så hændte det en dag, da vi ved ugens slutning sad ved et lærermøde, at en af vore kolleger kom med en ret voldsom beskyldning mod min mand. Jeg husker ikke, hvordan han forsvarede sig, men jeg var dybt rystet. Min mand havde et eller andet presserende ærinde, så han tog afsted direkte fra lærermødet, så jeg fik slet ikke talt med ham. Og jeg gik hjem med mange bekymrede tanker: Hvor slemt han måtte have det nu!

Skulle vort gode fællesskab nu ødelægges? Og hvordan kunne den kollega dog komme med en sådan beskyldning? Så jeg havde et par slemme timer. Så kom min mand hjem, og han kom fløjtende ind ad døren! Jeg fór ud til ham: ”Men Bent, hvad er der dog sket?” ”Jo”, svarede han, ”jeg sagde til mig selv: Den kollega vil mig jo ikke noget ondt, og det var ikke sandt, det han sagde. Altså er det djævelens angreb!

Så sagde jeg: Vig bag mig, Satan!” Og det var så tydeligt, at Satan havde måttet vige, for Bent var helt ubekymret om hele sagen. Senere på aftenen ringede vores kollega og bad om undskyldning for det, han havde sagt! Den lille episode har jeg aldrig kunnet glemme. Og jeg tænker, at det ville være godt, om vi gjorde os klart, at djævelen altid er ude på at ødelægge det, som er godt og smukt, så vi fandt ud af at lade være med at hjælpe ham.