Alle kristne kan bede for syge

Brev:

Min kone er uhelbredeligt syg

Kære Orla Lindskov
Jeg vil gerne give dig en beskrivelse af min og min hustrus situation. Jeg håber, at du vil give os rådgivning, for vi ved ikke helt, hvad der er det rigtige at gøre.
Min hustru er efter lægernes vurdering uhelbredeligt syg. Vi tilhører begge Folkekirken. Jeg har derfor et praktisk spørgsmål i forbindelse med Jakobs Brev kap. 5, 14-15:
”Er nogen blandt jer syge, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham. Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask; og hvis han har begået synder, vil han få tilgivelse for dem.”
Vi er begge troende og glade for vores folkekirke-menighed. Det er vores åndelige hjem. Men hvem skal vi henvende os til angående at få forrettet tjenesten med oliesalving og troens bøn for min hustru?
Vores folkekirke-præst, som er en god, ydmyg og troende mand, har efter hans eget udsagn aldrig prøvet sådan noget som troens bøn og oliesalving i forbindelse med sygdom.
Han siger selv, at når han er ude for at tale med og bede for syge, så beder han altid Fadervor til slut.
Jeg vil på ingen måde bebrejde vores præst hans usikkerhed, og jeg vil slet ikke presse ham ud i noget. Det tror jeg ikke vil hjælpe min hustru.
Men vores situation er alligevel, at vi begge har fået syn og tro til at gå frem efter Jakobs brev. Vi ved begge, at det er den vej, Gud har vist os, vi skal gå.
Jeg ved, at denne tjeneste med troens bøn og oliesalving praktiseres i visse frikirker. Men det er jo ikke der, vi har hjemme rent åndeligt. Hvad mener du, vi skal gøre?
Vi er i en bedekreds i vores kirke, hvor vi alle tager troen alvorligt. Kunne jeg bede nogle her om at forrette denne tjeneste? Eller skal det være en præst?
Jeg har også et andet spørgsmål:
Jeg læser det ovenfor nævnte skriftsted sådan, at denne tjeneste forgår indenfor den kristne menighed. Jakob taler jo til medlemmer af menigheden.
Betyder det, at det er nok, at min hustru tilhører vores sognekirke, altså vores lokale menighed, eller skal hun have en speciel tro for at blive helbredt?
Troen på helbredelse må jo på en eller anden måde være til stede. Det er et problem for min hustru, for hun føler, at hun mangler troen på egen helbredelse, og det gør hun, fordi hun og jeg selv mange gange har bedt for hendes helbredelse, men ingenting er sket. Skuffelserne har tappet hende for tro.
M.v.h.
Ægtemanden

Kære Ægtemand
Det ville nok være naturligt, at oliesalvings-tjenesten blev udført af jeres præst. Det er også det, du og din hustru tænkte i første omgang.
Men når nu jeres præst ikke har syn for det, så skal I nok udelade ham. Så melder spørgsmålet sig helt naturligt: hvad gør I så?
Du nævner selv en anden mulighed. Din tanke falder på nogle i jeres bedekreds, som tager troen alvorligt. Det er faktisk ikke nogen dårlig idé at spørge dem.
Tanken har faktisk rod netop i den lutherske lære om det almindelige præstedømme: at alle Guds børn er præster.
Bibelsk set er der i hvert fald ikke noget i vejen for, at I kan tilkalde en eller flere af jeres troende venner til at forrette denne tjeneste. Det er jo nemlig en klar overbevisning for jer begge, at det er den vej, Gud vil have, I skal gå, altså med oliesalving.
Nu med hensyn til dit andet spørgsmål:
Om din hustru skal have en speciel tro for at blive helbredt?
Nej, jeg har mødt mange troende, som var syge, og som selv havde bedt om helbredelse evt. sammen med deres ægtefælle. Men der var ikke sket helbredelse, selv om de endda havde bedt flere gange.
Så kan der naturligt nok opstå et tros-problem, for troen på egen helbredelse svækkes naturligt nok for hver gang, I beder og intet tilsyneladende sker. Det er det, der er sket for din hustru, og jeg forstår udmærket hendes problem.
Men hør her: Din hustru er syg. Hun bærer sygdommens byrde. Hun skal ikke samtidig bære troens byrde. Det skal den eller dem, der udfører oliesalvingen og forbønnen.
Stiller vi troskravet til den syge, lægger vi desværre trosbyrden oven på sygdommens byrde. Hvad lærer Bibelen os om det? Den lærer os, at det er forkert.
Galaterbrevet kap. 6, vers 2: ”Bær hinandens byrder.” Dette gælder også sygdommens byrde. Og endnu et skriftsted:
1. Korintherbrev kap. 12, vers 26: ”Når et lem lider, lider alle lemmerne med.”
Forbøn handler om, at forbederne går ind med en stedfortrædende tro.
Bare det at tilkalde forbedere er jo en troshandling, foretaget af den syge. Så derved viser den syge tro.
Man har nemlig nogle gange hørt, at forbedere har sagt til den syge: ”Nu beder jeg for dig, og hvis du tror nok, bliver du rask.”
Den måde er ikke rigtig. Så bliver det jo den syges tro, der skal bære helbredelsen hjem. Det betyder, at hvis helbredelse ikke indtræffer, så er forbederen friholdt. Man handler herved modsat de bibelske opfordringer.
Du har ret i, at Jakobs brev er skrevet til en menighed. Det hedder jo: ”Hvis nogen iblandt jer er syge, –”, altså iblandt de troende.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Oplevelser:

Kære Orla
Nu har jeg så sendt salvedugen tilbage, som vi aftalte.
Jeg må bare fortælle dig, at jeg nu er helt smertefri. Jeg er bare så taknemmelig, og i stille undren over Guds kærlige omsorg for mig – er det ikke bare fantastisk.
Under forbønnen blev jeg meget berørt og mærkede Guds varme gå ind i mit syge knæ, da der blev bedt for mig. Efter en uge var jeg helt smertefri.
Orla, ord er så fattige, når jeg prøver at takke Gud for hans kærlige omsorg.
Mange varme hilsener herfra J.

Kære Orla Lindskov
Rigtig mange tak for den forbøn for mig, som du foretog gennem mine venner, som var til møde i Valby. Mine smerter forsvandt. Tak. Det synes jeg bare, du skulle vide.
Gud velsigne dig. K.