En fatal trosvandring

Den anmelderroste tyske film ”Korsvejen”, der har fået bl.a. Sølvbjørnen og Den Økumeniske Jurys pris ved Filmfestivalen i Berlin 2014, er virkelig en film, man ikke må snyde sig selv for at se.

Korsvejen fortæller en skræmmende historie om den 14-årige Maria, der er vokset op i en streng katolsk familie, styret med hård hånd af moderen.

Filmen består af 14 kapitler, som har overskrift efter de 14 korsvejs-stationer, der findes på den vej, man regner med, Jesus har gået med korset. De 14 kapitler svarer til 14 episoder af Marias liv i den sidste uges tid, hun lever – og i den første, der har overskriften ”Jesus dømmes til døden”, er vi med til Marias konfirmandundervisning (eller firmelsesundervisning, som det hedder i den katolske kirke).
Hvad er så meningen med det? Hvordan kan firmelsesundervisning være en dødsdom? Ligesom den tornekrone, man kan se på filmplakaten, kun skal forstås symbolsk, må ”dødsdommen” ikke forstås bogstaveligt som en dom, der er udsagt. De 14-årige, der skal firmeres, er nået til en korsvej eller skillevej i deres liv, hvor de træder ind i de voksnes rækker med en kraftig opfordring til at handle som Kristi soldater – og være på vagt over for alt, som kan stå i vejen for det (herunder ikke mindst de ”forbudte”, seksuelle følelser).
Hvad der foregår inde i hovedet på Maria under denne time, kan man kun gisne om. Men bagefter er det hendes ønske at give sit liv til Gud, og dermed dømmer hun for så vidt sig selv til døden.
Marias mor spiller en overordentlig stor rolle i det, der sker i Marias liv – en alt for stor rolle. For hvor er Marias far? Han er der nok og så alligevel ikke, han kan strække det til at forsøge at glatte lidt ud og få tilstandene tilbage til normal, når Marias mor har haft endnu et af sine vredesudbrud, men ellers virker han det meste af tiden som en, der er handlingslammet.

Det giver Marias mor en magt i familien, som hun ikke kan håndtere. Alt, hvad der kan misforstås eller tolkes negativt, bliver misforstået og tolket negativt af hende. Og når hun får modspil fra nogen uden for familien, får hun problemer. Hun må med det, hun siger (med store bogstaver) forsøge at tvinge modparten til tavshed, men demonstrerer dermed reelt sin afmagt, og den bryder også frem til sidst i filmen efter Marias død, da manden endelig med en helt ordløs handling viser, at han ikke er enig med hende.

Skuespillet er overbevisende, og det fikserede kamera i den ret stillestående film giver en ro, som gør, at man fæstner sig meget mere ved dialogen.
Korsvejen lægger i høj grad op til samtale om kernefamiliemønstre og liv og tro. Det er længe siden, jeg har set en film, der er så oplagt til brug ved filmarrangementer i kirkelig sammenhæng.

Korsvejen • 107 min.
Premiere: 19. marts