Fællesskab i øjenhøjde leder unge til tro
I Kronjyllands Frimenighed i Randers har unge oplevet flere af deres venner er blevet kristne.
– For mig personligt er det den stærkeste trosoplevelse, jeg har haft: At se et menneske tage imod Jesus, og at se hvad det gør ved den person at komme til at kende ham.
Ordene kommer fra Tobias Brøns, som er en del af ledelsen i ungdomsgruppen UNITE i Randers. De er en del af Kronjyllands Frimenighed, som er tilsluttet Evangelisk Luthersk Netværk. Tobias er 20 år og går i 3. g i Randers, hvor han også stammer fra.
Mere end 20 gæster
Ungdomsgruppen UNITE, som mødes hver onsdag, blev startet op i 2012 med omkring 10 brugere. I dag er de 35 faste. Derudover har de i løbet af foråret haft mellem 20 og 30 gæster fra skoler og vennekreds, som har været med til en helt almindelig UNITE-aften. I løbet af de seneste år er adskillige gæster kommet til personlig tro på Jesus og kommer nu fast i UNITE.
Tobias giver Gud æren for dem, som er blevet kristne, men han mener, at deres ungdomsgruppe har taget nogle formmæssige valg, som får aftnernes gang til at føles mere i øjenhøjde.
Vi er – elskede
– I forkyndelsen er vi opmærksomme på, at emnerne skal tale til mennesker, som ikke kender Jesus. Vi sætter fokus på, hvad Jesus gør i vores liv – og på Guds afsindige kærlighed til os mennesker, forklarer Tobias og uddyber:
-Samfundet fortæller ofte, at man skal gøre noget for at være noget. Noget vi som kristne også nogle gange kan forvildes til at tro. Men det er jo ikke rigtigt. Evangeliet forkynder det præcist modsatte: at man først og fremmest er elsket af Gud. Det er det, UNITE skal være grundfæstet i, og det er det, nye skal mærke.
Besværligt – men vigtigt
Til ungdomsgruppens samlinger er de også opmærksomme på at bearbejde talen sammen bagefter, så det ikke bare bliver noget, man sidder og lytter til.
– Tilpasningen må ikke tage noget fra budskabet. Men vi gør meget ud af at forklare, hvorfor vi gør som vi gør, og giver deltagerne frihed til at deltage, som det passer dem bedst, pointerer Tobias og henviser til de potentielt løftede hænder under lovsangen, som måske kan virke meget voldsomt på udefrakommende, hvis de ikke forstår baggrunden.
– Nogle gange kan det godt virke lidt besværligt at tilpasse sig for os, som er opvokset i kristne sammenhænge og i forvejen har kulturen inde under huden. Men når et meget lille fællesskab vokser sig større, er det klart, at ens egne behov ikke altid kan blive opfyldt, forklarer Tobias og nævner en vigtig faktor mere, når det gælder om at få nye ikke-troende med i en ungdomsgruppe.
En ny kultur
– Vores fællesskabskultur har ændret sig undervejs, så nu er folk opmærksomme på at bruge tid med dem, som er nye i stedet for bare at hænge ud med vennerne, forklarer han. Han tror på, at kristne ungdomsgrupper hurtigt kan blive et sted, hvor medlemmerne kommer bare for at hygge sig og tage imod.
– Men nye deltagere kan måske have lidt svært ved at finde sig til rette med det hele i forvejen, og hvis der så heller ikke er oprigtig interesse for dem, bliver det svært. Det kristne fællesskab handler også om at give til andre, forklarer Tobias.
Interessen for at deltage kommer ikke bare fra deres velplanlagte aftner.
Helt regulære mennesker
– Vi er ikke kun UNITE om onsdagen – også til hverdag. Og det er i hverdagen, at interessen for at komme med opstår – hos de mennesker, vi for eksempel møder på gymnasiet, pointerer han.
Han tænker alligevel ikke, at det er alle deres gode idéer, som gør hele forskellen.
– Vi er jo helt regulære mennesker, vi kan ikke selv få sådan noget til at ske. Men vi ønsker at overlade endnu mindre til os selv og endnu mere til Gud – og sætte mennesker over formålet. Det er jo det, Gud kalder os til.
Længsel efter flere
– Det kalder Gud os alle sammen til, fortsætter han.
Tobias er ikke i tvivl om, at erfaringen med at se mennesker komme til at tro, kommer til at præge ham og de andre fra UNITE videre i livet.
– At se de store formål for troen, for krop og sjæl, sætter sig selvfølgelig spor. Jeg tror, vi får en længsel efter at se endnu flere komme til tro – og samtidig bliver erfaringen også et vidnesbyrd, som kan styrke os i vores trosliv fremover.
