Kendt fodboldspiller: Mit største idol er Jesus

På Bent Skovhus’ lille amatørvideo til konfirmanderne bliver Superliga-spilleren Martin Pusic spurgt, hvem hans idol er: Jesus.
På Bent Skovhus’ lille amatørvideo til konfirmanderne bliver Superliga-spilleren Martin Pusic spurgt, hvem hans idol er: Jesus.

Præsten i Sædden sogn i Esbjerg lavede en video med Martin Pusic til konfirmanderne.

På forsiden af Udfordringen i sidste uge (15) fortalte vi, at Martin Pusic gav Gud æren for sine tre flotte mål for FC Midtjylland i superlige returkampen mod Esbjerg.

Men allerede mens Martin Pusic spillede for Esbjerg, var han åben om sin tro.
Det fremgår af en lille video, som præsten ved Sædden sogn i Esbjerg, Bent Skovhus, optog til sine konfirmander.
Bent Skovhus møder sit fodbold-idol på Esbjergs stadion, hvor han efter nogle indledende spørgsmål, spørger:

Det lykkedes sognepræst og Esbjerg-fodboldfan at få en selfie med Martin Pusic, før han til nytår skiftede fra Esbjerg til FC Midtjylland.
Det lykkedes sognepræst og Esbjerg-fodboldfan at få en selfie med Martin Pusic, før han til nytår skiftede fra Esbjerg til FC Midtjylland.

– Har du selv et stort idol?
– Mit største idol er… Jesus. Han er mit største idol, svarer Martin Pusic.

– Hvad er dit største mål?
– Mit største mål? I livet?
Jeg tror, mit største mål er, at så mange mennesker som muligt bliver frelst. For Jesus Kristus. Det er livets største mål. Og selvfølgelig at få et godt liv og nyde livet fuldtud. Jeg synes selv, at jeg gør det. Jeg spiller fodbold og er lykkelig.

– Hvad betyder det for dig at spille fodbold?
– En masse, for siden jeg var barn, har jeg elsket at spille med bolden. Nu er jeg professionel, og det er mit arbejde. Jeg tror, det er det bedste, der kan ske for en person.

– Er der noget særligt, du gør før en kamp?
– Ja, jeg beder og læser i Bibelen. Det giver mig en masse tillid og kraft.

– Martin, har du noget særligt, du vil sige til konfirmanderne?
– Ja… De skal blive ved med at være stærke, og de skal vide, at der kun er én vej, og det er Jesus Kristus.
De må tro på ham, så vil han hjælpe dem i enhver situation i deres liv.

Efter sit ”hattrick” – tre mål i træk i en kamp – sagde Martin Pusic bl.a. til aviserne:

– Jeg arbejder hårdt, og jeg kan kun score alle målene, fordi jeg har fået en gave fra Gud.
– Målene i Esbjerg kom på baggrund af, at det er påske, og det var en særlig hilsen fra Gud, fordi han har rejst sig (er opstået) i dag.
– Når jeg scorer mål, peger jeg op mod himlen. Det er der, det kommer fra.
– Jeg vil altid score mål, og jeg er fokuseret på det. Når man scorer tre mål, er det tydeligt, hvor det kommer fra, og det er et godt tidspunkt at begynde at tro på Gud.