Myter der ikke vil dø
Doug Saunders har udgivet en mytekritisk artikelsamling om den muslimske indvandring. Ikke for at nedtone den trussel som ekstremistiske grupper udgør, men for at bidrage med fakta til debatten.
De såkaldt fremmede er iblandt os, og de er kommet for at blive. De har ændret storbyernes gadebilleder radikalt, men skal de på sigt også bringe uro ind i billedet af den vestlige verdens kulturelle arv? Med andre ord: Er en ny religiøs verdensorden undervejs?
Det er ikke nødvendigvis blevet lettere at tale om nødvendigheden af, at vi alle – herunder også ”de fremmede iblandt os” – både må leve og dø sammen. Det er blevet sværere, fordi Danmark netop nu gennemgår en traumatisk selvransagelse i kølvandet på terror-angrebet på dels et københavnsk kulturcenter, dels den jødiske synagoge. Hvad gik galt? Er der entydige svar? Er der en vej frem? Og er den holdbar?
Medmenneskeligheden var måske attentat-skuddenes første offer. En politisk højrefløj kan i værste fald yderligere radikaliseres, og de allerede eksisterende fronter i samfundet dermed endnu mere tydeliggøres. Det må for alt i verden ikke ske. Danske Kirkers Råd og Muslimernes Fællesråd skriver i en fælles udtalelse, at terror-handlingen er udtryk for vantro i stedet for tro. ”Når det er et attentat med religiøse undertoner, så er det utrolig vigtigt for os som trossamfund at sige, at det er det rene misbrug af religion,” hedder det i udtalelsen.
I forlængelse heraf kunne man også henvise til den canadiske journalist og kommentator Doug Saunders’ tese om, at det ikke er indvandrerne, der repræsenterer den største trussel, derimod vores egen reaktion.
En vigtig forudsætning for, at der også fremover kan være fredelig sameksistens, er tilstedeværelsen af korrekte informationer om den anden part. Det være sig i de trykte, i de elektroniske og i de sociale medier.
Vigtig information
Her kan Doug Saunders’ myte-kritiske artikelsamling være en vigtig udgivelse, fakta-spækket, overbevisende, nøgtern og u-sekterisk som den er. Han tager en lang række ofte hørte misforståelser under vingebenet og kommer rigtig godt omkring i emnerne: socialt, kulturelt, politisk.
Man skal ikke misforstå. Det er ikke hensigten med bogen, skriver Saunders, ”at nedtone betydningen af de farlige politiske, militære og terroristiske bevægelser, der er kommet voldsomt til udtryk i nogle muslimske samfund i de seneste årtier” (s. 20).
Det er en vigtig bog. Det er altid vigtigt at være vel-orienteret. At Doug Saunders har skrevet to helt nye kapitler specielt til bogens danske udgave, øger kun éns tilfredshed; her behandler han bl.a. truslen fra hjemvendte Syriens-krigere – et lige nu brandvarmt emne i den hjemlige debat.
Doug Saunders: Myten om den muslimske invasion – Er den vestlige verden truet af indvandrerne?
• 256 sider • 300 kr. • Vindelsti