På øjenhøjde med Brandon Heath
Brandon Heaths musik er altid personlig. Dette album skiller sig ud på den måde, at det er mere radio/kommercielt, idet lyden er mere poppet og ligetil end hans andre albums.
Med hjælp fra All Sons And Daughters reddes albummet fra at falde i den nærmest kedelige popfælde, og det bliver mere varieret og spændende at lytte på. Albummet vil man kunne lide, hvis man kan lide kristen popmusik uden alt for meget pjat, men man vil ikke kunne lide det, hvis de andre plader fra Heath ikke lige sagde en noget. Så bliver man altså ikke omvendt til at blive Brandon Heath fan her…
Men lyrikmæssigt kunne man godt blive omvendt! Brandon Heath har valgt at gå dybt i sine minder fra fx barndommen, fra da han mødte Jesus, og da han blev gift.
”Girl of my dreams” er fx en sød og ærlig historie. Hans rim er mere sjove, end de er spidsfindige. Man bliver dog stadig taget på en trosrejse og en rejse i en ung mands liv: ”When I was young” handler om hans barndom/teenageår, og hvordan han fortryder aldrig at have sagt direkte til en pige, at han kunne lide hende. Man lærer Heath at kende, og man kommer på øjenhøjde med ham.
Albummet er også spækket med teologiske sandheder. Man er ikke i tvivl om, at han ønsker at fortælle om sin tro – og han ønsker at bruge sit liv som et vidnesbyrd på en måde, hvor musikken ikke er i vejen – men budskabet kommer først. Heath fortæller os, at det kan lade sig gøre at overgive sig fuldstændig til Gud og at leve det kristne liv, selv med menneskelige fejl, barndomsforelskelser, drømme og fortrydelser. Det kristne liv er for alle.
Marianne Glitfeldt