Rasmus bringer lovsang til 70.000

s22_stor_RasmusEn cykeltur sidste sommer gav Rasmus Smedstrup idéen til Youtube-lovsangskanalen Stille Stunder – og den har omkring 70.000 visninger nu.

10 videoer og 418 abonnenter. 70.000 visninger sammenlagt. Så meget kan en god idé blive til på et lille år – hvis der vel at mærke både bliver lagt mange arbejdstimer og Guds velsignelse oveni.

I hvert fald har Rasmus Smedstrup på 21 fra Tylstrup i Nordjylland, som står bag You-Tube-kanalen Stille Stunder, fået den erfaring. Rasmus interesserer sig for lyd- og videoteknik og havde allerede øvet sig en hel del, mens han gik på gymnasiet. En cykeltur i dejligt vejr gav ham lyst til at optage en musikvideo med noget dansk lovsang udenfor.

Simpelt at gå til

– Den første optagelse blev virkelig dårlig. Men det var måske fint nok, for så fik jeg lige så stille brygget videre på idéen. Og jeg lagde det over til Gud og bad ham om at skabe en vej, forklarer Rasmus, som ikke så idéen om at kombinere ny dansk lovsang, god musikkvalitet og video som noget særligt.
– Det undrede mig, at ingen havde gjort det før. Det virkede så simpelt at gå til for mig, forklarer han.
For Rasmus var der flere motiver bag kanalen.
– Som kristne har vi et budskab, som vi ikke må holde for os selv. Her er sociale medier som YouTube og Facebook oplagte at tage i brug. Desuden synes jeg, at det er vigtigt, at vi kan være forenet i lovsang på tværs af kirkegrupperinger – og rent praktisk bliver det lettere, hvis vi kender nogle af de samme sange.
Videoerne i spillelisten er derfor med lovsangere fra mange forskellige kirker.

Træt af kirkeskel
Rasmus Smedstrup og hans team bruger mange timer på at optage og efterproducere videoerne og lyden. Alligevel føler han sig først og fremmest vanvittigt velsignet over at få lov til at lave Stille Stunder.
Rasmus Smedstrup og hans team bruger mange timer på at optage og efterproducere videoerne og lyden. Alligevel føler han sig først og fremmest vanvittigt velsignet over at få lov til at lave Stille Stunder.

– Nu har jeg selv fået lov til komme rundt i mange forskellige sammenhænge og møde lovsangerne. Det er stort at mærke, hvordan de har det samme hjerte i det, de gør. Nogle gange er jeg træt af, at kirkeskel bliver sådan en ”stor ting”. Jeg ønsker, at vi på trods af alle forskelligheder kan prise Gud og være sammen om det, det hele handler om – nemlig Jesus.
Den 31. juli lagde Rasmus den første færdigproducerede video på nettet. Det var ”Mit hjerte som bolig” – skrevet og sunget af Simon Pedersen. Den er i dag set knap 21.500 gange. Men det er ikke de imponerende tal, som har rørt Rasmus mest.
– Jeg bliver rigtig glad, når folk fortæller, at musikken betyder noget for dem. Der var en bekendt, som skrev til mig, at han gik på en ateistisk uddannelse, og det betød vildt meget for ham, at musikken hjalp ham til at få de her stille stunder med Gud.

Opfordre til en stille stund

Og navnet på kanalen har da også givet Rasmus mange overvejelser undervejs.
– Det var den første tanke jeg fik, men jeg tænkte, at der måtte være noget bedre. Men efter at have tænkt og brainstormet med mange andre i en måned, endte vi med at beholde det. Det er jo også det, jeg vil: Opfordre folk til en stille stund en gang imellem.
Det skyldes heller ikke blot Rasmus’ glæde ved videoproduktion, at det er blevet videoer i stedet for ren lyd, han deler på nettet.
– Videoer gør det lettere at mærke personligheden hos dem, der lovsynger. Desuden producerer vi også nogle korte promo-videoer, hvor vi lader lovsangerne fortælle historien bagved sangene, forklarer han.

En spændende proces

Projektet er støttet af den tværkirkelige ungdomskonference Brighter. De dækker blandt andet omkostningerne ved rejserne. Men ellers arbejder Rasmus og hans dygtige venner frivilligt.
Han bruger en del timer hver gang på at samle et team og på at rejse, selve videofilmningen tager omkring fire timer, og efterbehandling af video og lyd mindst det samme. Til sidste får han en ven til at ”mastre” lyden, som det hedder.
– Det har været en sindssygt spændende proces. Der er sket så meget med mig i løbet af dette år, forklarer Rasmus. Udover at optage video er han volontør på Efterskolen Lindenborg. Det er med til at gøre hans tid fleksibel nok til alle projekterne.

Fem brød og to fisk

Men selvom projektet er krævende, og Rasmus overvejer at skrue lidt ned for produktionshastigheden og op for kvaliteten næste år, er det ikke det hårde arbejde, som fylder mest for ham.
– Jeg føler mig vanvittigt velsignet ved at få lov til at lave Stille Stunder. Gud bruger mig virkelig på trods af min fejlbarlighed og på trods af, at der findes mange meget dygtigere mennesker end mig. Min situation minder mig lidt om historien fra bespisningsunderet, hvor Jesus bruger en lille drengs 5 brød og 2 fisk til at mætte en kæmpe folkemængde. Jeg har ikke specielt meget at give, men alligevel bruger Gud mig, og for det er jeg meget taknemmelig.