900 unge tog imod Jesus på Lecrae-event i USA
Lecrae, som deltager på Å-festival i Sdr. Felding den 22. maj, var sammen med en
reality-kendis med på et kristent event for studerende i Georgia, USA.
Over 900 studerende uden kirkelig baggrund gav deres liv til Jesus efter at have hørt Sadie Robertson fra reality-showet “Duck Dynasty” og den kristne rapper Lecrae optræde den 9. maj i Meansville, Georgia.
Konferencen var arrangeret af Reaching Unchurched Students for Him Ministries’ (RUSH).
Organisationen, som er grundlagt af Marc Pritchett, holder hvert år en konference for at hjælpe kristne studerende til at dele evangliet med deres kammerater.
Blandt talerne i år var den 17-årige Sadie Robertson, der er kendt som rollemodel for kristne unge. Ud over sin rolle i “Duck Dynasty” har hun optrådt i talentkonkurrencen “Dancing with the Stars.”
Sangeren Lecrae optrådte samme dag med sin Grammy-vindende hip-hop musik.
Fest med evigt håb
Omkring 7000 deltog i konferencen, og 925 tog imod Jesus, oplyser Marc Pritchett.
Det hele handler om – gennem kristne venner – at nå ud til de studerende, som ellers aldrig ville gå ind i en kirke, forklarer RUSH Ministries til The Christian Post.
RUSH Ministries har hovedkontor i Thomaston, Georgia.
Organisationen kunne fejre sit 11 års jubilæum under konferencen. Ifølge Pritchett har 10.000 i årenes løb taget imod evangeliet gennem RUSH’s arbejde.
– De finder ud af, at det ikke bare er en kristen fest, men at det er cool, og det kommer i en sandwich med evigt håb, forklarer Marc Pritchett.