At gribe Ånden

Hvad er det egentlig, det dér med Helligånden og pinse?
Sådan er der måske nogle frustrerede læsere, der tænker. De har hørt vidtløftige prædikener om Helligånden, og de har læst om, at andre oplever det, men selv mærker de ikke meget til, at der skulle være en Helligånd.

Hvert år hører vi måske beretningen i kirken om, hvordan Jesus først lover disciplene, at han vil sende Helligånden som en ”talsmand”, der skal forklare dem tingene (Johs. 14, 22-31 – se teksten her på siden). Og desuden hører vi i kirkerne den spændende tekst fra Apostlenes Gerninger 2,1-11 om, hvordan det så faktisk skete pinsedag. At Helligånden faldt på disciplene, og at de begyndte at tale i tunger på fremmede sprog. Og de turde vidne frimodigt.

Teksten burde da få enhver kristen til at undres. I de traditionelle kirker behandler man ofte denne beretning på samme måde som miraklerne – som noget der skete dengang.
På den måde bliver kristendom kun til religionshistorie.
Men her kommer den gode nyhed: Det kan ske igen!

Ja, faktisk fortæller resten af Ny Testamente og derefter kirkens historie netop om, at Helligånden fortsætter med at virke. Kristendom er andet og mere end noget, der skete engang. De uforklarlige mirakler, tungetalen og de andre tegn fortsætter. Også i dag kan vi opleve, at troen bliver levende, fordi Helligånden usynligt er til stede.

MEN – det er desværre ikke alle kristne, der oplever det.
En af grundene er, at vi sjældent får ordentlig undervisning om Helligånden. Men i sidste ende er det vores eget ansvar, om vi vil nøjes med en udvandet kristendom, hvor alt det overnaturlige er fjernet, – eller om vi selv vil gribe ud efter det, som Jesus lovede dem, fulgte ham.

Man skal nemlig selv gøre noget. Hvis nogen siger til dig, at du ingenting skal foretage dig, og at du jo har fået alt i din dåb, så kig dig omkring på vor tids danskere og spørg dig selv: Har de mon også Helligånden allesammen?
Jesus taler ikke blot om at døbe, men også om at ”lære dem alt, hvad jeg har sagt”. Og han taler om, at vi skal følge efter ham – gøre, hvad han siger. Så der er altså også tale om et bevidst valg, som vi må træffe. Vi må omvende os, vende os om fra vores eget, og vende os til Ham.

Jesus taler også om, at vi skal ”døbes med Helligånd”.
Det er derfor vigtigt, at vi ikke lader os blokere af en begrænset teologi, der lukker af for denne velsignelse. For vi har alle brug for, at Helligånden virker i os. Paulus siger det så stærkt, at den der ikke har Kristi Ånd, hører ham ikke til. (Rom. 8)
Det nytter ikke at vi har nok så megen teologisk viden eller de rigtige meninger eller endda et imponerende kristenliv. Det er altsammen, som Kingo skriver, forfængelighed. Det er ikke noget værd. Det er spildt ulejlighed.
Det, vi har brug for, er at opleve Jesus hver dag. Og det kan vi ikke tænke os frem til. Her må Helligånden til.

Hvis man ikke er sikker på, at man har modtaget den velsignelse, så er det jo for dumt at gå frustreret omkring.
Det er bedre at ydmyge sig og indse sit behov. Det er bedre at gå til nogle ”forkerte” medkristne og bede dem om at lægge hænderne på én og bede om, at man må blive døbt med Helligånden. Eller fyldt på ny.

Vi har forskellig baggrund. Forskellig følsomhed. Derfor oplever vi heller ikke alle Helligånden på den samme måde. Ja, faktisk oplever INGEN Helligånden på samme måde. For Helligånden kommer personligt til den enkelte af os.
Men hvad enten vi oplever en fysisk manifestation eller ej – og det er der mange, der ikke gør – så vil Helligånden begynde at gøre noget med os. Indvendigt og udvendigt. Vi får et nyt åndeligt syn på tingene. Større frihed og glæde. Og frimodighed til at leve et ærligt smittende liv som kristne.