Hjertens glæde!

Sidste august havde jeg besøg af dejlige gamle skolekammerater. Vi fik fornøjelige timer sammen. Mange minder kom frem. Der var næsten et hav. Og så måtte vi erkende, at årene var gået, og en del af de gamle venner var ikke blandt os mere. Dog var mødet opmuntrende.

Ja, det var så livsbekræftende, at vi var enige om, at det snarest skulle gentages. En stillede straks sit hjem til rådighed for næste sammenkomst. Alle var enige.
Der måtte også være meget, som vi stadig havde at dele. Snakken gik, og så sagde en til mig, at jeg igen skulle holde den tale, som jeg havde holdt ved vores 60 års jubilæum. Det var selvfølgelig smigrende, men han mente det. Adskillige havde ikke deltaget dengang, så måske duede det. Da havde jeg bragt en hyldest til vores gamle lærerinde, som nu med 94 år stadig var levende, og med hvem jeg havde haft kontakt i omkring 40 år.

Jeg tog det på mig. Så skulle manus findes. Indbildsk som jeg var, mente jeg at vide, hvor jeg skulle søge. Jeg søgte en dag i mange mapper. Det tog tid. Næste dag fortsatte min søgning. Det var ikke smidt bort. Dog borte havde taget det.
Det begyndte at gå mig på.
Selvfølgelig var jeg til års. Dog stadig uden skavanker. Mine nætter blev urolige. Gang på gang blev stederne repeteret. Og jeg søgte. Således forløb en uge.
Da en morgen slog det mig. ”Heureka” sagde den gamle græker Arkimedes – jeg havde fundet det. Og ganske rigtigt. Der hvor jeg ej havde søgt, der var mit manuskript. GLÆDE.

Jeg mindedes en lignelse, som Jesus fortalte. Det er lignelsen om den tabte mønt, i Lukas kapitel 15, vers 8 – 10.
En kvinde havde 10 drakmer, og så taber hun den ene. Nu giver hun sig til at søge. Meget omhyggeligt i hele sin bolig. Omsider finder kvinden den tabte mønt. Stor er hendes glæde. Ja så stor, så hun inviterer alle sine veninder og naboer og siger: ”Glæd jer med mig; thi jeg har fundet den drakme’ som jeg havde tabt’”
Da jeg havde fundet min tabte skat, blev jeg kisteglad. Jeg vidste ikke hvilket ben, jeg skulle stå på. Jeg dansede rundt i stuen. Jeg vendte min tak til Himlen. Jeg havde grund til at sige Gud tak. Tænk, at få lov til at opleve, at han ikke glemmer sine små’. Endnu engang mærkede jeg hans omsorg.
Gud skænkede mig Hjertens glæde.
TAK.