Læsere kræver andagt i norsk avis
Den norske lokalavis Jærbladet måtte begynde at bringe andagten igen, da abonneneterne truede med at opsige avisen, skriver KPK.
Det gav stærke reaktioner i læserkredsen, da tredages-avisen Jærbladet den 15. maj meddelte, at andagten skulle fjernes. Flere læsere truede på de sociale medier med at opsige abonnementet på avisen, som dækker kommunerne Hå, Klepp og Time.
– Andagterne har tydeligvis været vigtigere for læserne, end vi var klar over, siger redaktør Hilde Garlid til KPK. Hun ser en konflikt mellem forkyndelse som genre og redaktionel uafhængighed.
– De tilbagemeldinger, jeg fik, handlede for det meste om, at læserne var skuffede over beslutningen, at det har været et kært fredagsindslag i avisen, at kristendommen er religionen i vort land, og at vi må tage vare på og værne om den kristne arv, siger redaktøren. Hun tilføjer, at reaktionerne kommer fra både kristne og ikke-kristne læsere. Nu er andagten blevet genindført i avisen under overskiften ’Tanker’ for at fremme værdidebatten.