Mama Heidi i København
Dr. Heidi Baker taler på Awake konferencen i København sammen med Blaine Cook og Tom Jones.
Københavns Kristne Kultur Center på Nørrebro er fyldt godt op, når Heidi Baker torsdag-søndag besøger København.
Her er ”Afrikas Moder Teresa” inviteret til at tale på Awake-konferencen sammen med Blaine Cook og Tom Jones.
Men i virkeligheden hader Heidi Baker konferencer, indrømmer hun i bogen ”Mama Heidi”.
– Jeg hader konferencer. Folk betaler for at komme ind. Det ønskede jeg ikke, de skulle gøre. Jeg mener stadig, at det er meget trist, siger Heidi. Hun fortæller, at hun plejer at få en voldsom hjemvé efter sine egne adoptivbørn og de ca. 3.000 børn i Mozambique, som hendes Iris Global-organisation tager sig af.
Forud for en konference i USA for nylig bad Heidi: ”Herre, jeg hader det her, men jeg gør det for dig, Jesus.”
Herefter oplevede hun, at Herren svarede hende og sagde: ”Jeg bad dig om at gøre det. Jeg ønsker, at du skal gøre det med glæde.”
Efter den oplevelse ændrede Heidi indstilling.
– Jeg følte så meget glæde. Det er første gang i 17 år, hvor jeg ikke havde hjemve på min rejse.
Jeg følte den samme glæde, som jeg føler, når jeg holder de fattige, når jeg holder børnene. Den samme glæde følte jeg på denne rejse, uanset om jeg var på et stadium eller et kongrescenter. Uanset, hvor Gud bragte mig hen, følte jeg glæde.
Det var, som om jeg følte ”det er her, du skal være!” fortæller hun i interviewet.
Gå til den første verden
Hun fortæller også, at hun – efter at have arbejdet for de fattige og udstødte i den 3. verden det meste af sit liv – nu har afsat 1/3 af sin tid til at rejse rundt i ”den første verden”, som hun mener er ligeså ”fattig” som den 3. verden. Åndeligt og menneskeligt fattig.
Jeg er en lille kvinde
– Jeg er bare en lille kvinde. Jeg har ikke nogen specielle talenter eller noget som helst, indrømmer Heidi gerne, men tilføjer:
– Men hvem er du, som kan fortælle Gud, hvad han kan gøre med dig?
Heidi Bakers egen historie er, at hun voksede op som en ordblind pige i Californien. Hun var barn af velhavende forældre, som imidlertid havde mistet troen på Gud – i modsætning til Heidi.
Efter at de havde sendt hende på kostskole i Schweiz, vendte hun hjem og arbejdede blandt indianere i et reservat i USA.
Her fik hun et nyt møde med Gud og et kald til at rejse ud som missionær for de fattigste.
Hun mødte Rolland, som var fotograf og søn af Kina-missionærer. Og sammen rejste de først til Asien på en enkeltbillet for deres bryllupspenge.
Tegn og undere
I bogen om Mama Heidi kan man følge deres hårde missionærliv – som imidlertid bar stor frugt, efter at Heidi og Rolland vendte tilbage til Mozambique efter en stærk åndelig oplevelse i Toronto.
Tegn og undere begyndte snart at ske omkring dem, samtidig med at de kom i livsfare i det borgerkrigshærgede land.
Mens de hjalp hundredvis og senere tusindvis af forsømte og forældreløse gadebørn, opstod en kirke af fattige. En vækkelse brød ud, som førte til 10.000 nye kirker med op imod 2 mio. kristne.
Konferencen er hurtigt blevet fuldt optaget, fortæller Asbjørn Kristiansen fra KKKC.
Fra den 7.-10. maj kommer den verdenskendte missionær Heidi Baker til København for at tale ved Awake-konferencen.
Den foregår i Kirken i Kulturcenteret på Nørrebro. Og der venter de tusind forventede deltagere en speciel oplevelse.
Kulturcentret har åbnet to ekstra sale, hvor dem, der ikke nåede at melde sig til i tide, kan følge møderne via storskærm.
Samtidig med konferencen er der i øvrigt frikirkeleder-møde noget af tiden i et andet lokale.
Doktor eller Mama
Dr. Heidi Baker er ikke som andre talere. Egentlig befinder hun sig bedre blandt Afrikas fattige end på kristne konferencer. Hun er fuldstændig Guds-hengiven og ligeglad med, hvad mennesker tænker. Hun taler moderne, men med en ægte og dyb inderlighed. Og hun har inspireret mange til at leve på samme måde.
Heidi Baker har sammen med sin mand Rolland grundlagt missionsorganisationen ”Iris Global”. Deres passion er at hjælpe børn og unge fra de fattigste samfundslag i Mozambique til hver dag at spise sig mætte samt få mulighed for at gå i skole og få en uddannelse.
Heidi Baker bliver kaldt: ”Afrikas Moder Teresa”. Men hun er mere end en humanitær kvinde.
Dét, der gør størst indtryk, er at hun har gjort sig afhængig af Guds ledelse og forsørgelse. Og det har givet hende stærke oplevelser og dyb åndelig indsigt, som man kan læse om i den nye bog ”Mama Heidi”, som forlaget Scandinavia har udgivet.
Ikke den Tom Jones
Desuden kommer Tom Jones, som også medvirkede i 2014, og prædikanten Blaine Cook, som er anbefalet af sidste års hovedtaler Randy Clark. Han er bl.a. kendt for sin stærke undervisning i og praktisering af forbøn for syge.
Dr. Tom Jones har også været med på de tidligere Awake-konferencer. Han er en humoristisk taler, som gerne joker med at fortælle om de invitationer, han har fået til at komme og synge – fordi nogen har taget fejl af ham og hans kendte navnebror Tom Jones – men han ikke blot en pauseklovn.
Dr. Jones har en passion for at se mennesker blive helbredt og komme til tro på Jesus.
Han underviser om mange af de emner, som kan være vanskelige. Og samler op efter de ”store talere”.
Han har et stort faderhjerte og brænder for, at den enkelte person må finde ind i det liv, som Gud har bestemt for dem.
Både Tom Jones og Heidi og Rolland Baker er en del af det apostolske netværk omkring Randy Clark og ”Global Awakening”.
Blaine Cook
Konferencens tredje taler er Blaine Cook. Hans baggrund er den lidt gammeldags Kvæker-kirke, men så fik hans hustru Becky en stærk oplevelse af Helligånden. Blaine var så chokeret over hendes forvandling, at han selv begyndte at søge efter Gud på ny. Han kom i kontakt med John Wimbers nye Vineyard bevægelse og rejser nu sammen med Becky rundt i verden og underviser om de åndelige nådegaver, som helbredelse, og evangelisering i Helligåndens kraft. Og de ønsker at udruste enhver kristen, som selv vil.
Der bliver også forbøn for syge hver dag fra kl. 17-18, hvor nogle af talerne sammen med lokale forbedere vil betjene de syge.