Ny generalsekretær skal justere kursen
Den folkekirkelige missionsorganisation Mission Afrikas bestyrelse har netop ansat Peter Fischer-Nielsen som generalsekretær efter Kristian R. Skovmose.
Peter Fischer-Nielsen (38) er uddannet religionssociolog og har en ph.d.-grad i teologi. I 2013 blev han ansat som vicegeneralsekretær i Mission Afrika og har nu sagt ja til at fortsætte som generalsekretær.
– I bestyrelsen tror vi, at Peter Fischer-Nielsen er den helt rigtige leder for Mission Afrika i de kommende år. Han er dygtig til mange ting, men særligt til at inddrage andre mennesker og bruge deres kompetencer på den bedst mulige måde.
Samtidig er han strategisk stærk og evner at have overblik over meget på en gang, siger bestyrelsesformand Anne Mie Skak Johanson.
I spidsen for et kursskifte
I marts måned offentliggjorde Mission Afrikas bestyrelse, at missionsselskabet i fremtiden skal være en mere netværksbaseret organisation. Peter Fischer-Nielsen er tiltænkt en nøglerolle i forbindelse med formulering og implementering af kursskiftet.
– En af mine hovedopgaver i den nærmeste fremtid er at være med til at sørge for, at Mission Afrika strategisk tager de rigtige skridt i processen med at formulere nye strategier for netværksarbejdet og det internationale arbejde.
Samtidig ser jeg det som en vigtig opgave at være synlig og tilgængelig for alle, der vil noget med Mission Afrika – ikke mindst for de mange mennesker, der lægger tid, kræfter og økonomi i Mission Afrikas daglige virke.
Og så skal jeg selvfølgelig være leder for medarbejderne og sikre, at alle har det bedst mulige udgangspunkt for at løfte deres opgaver på en god måde, siger Peter Fischer-Nielsen.
Den nye generalsekretær har tidligere været leder af Kristent Informations- og Videnscenter om Islam og Kristendom (KIVIK) og kommunikationschef i KirkeWeb. Desuden har han været formand for Bibelselskabets stiftsudvalg i Aarhus Stift samt medlem af stiftsudvalget for islam og kristendom.
Privat er Peter Fischer-Nielsen gift med Bente Fischer-Nielsen og har tre hjemmeboende børn.