Pinsen kom til de besværlige unge

Jeg var træt af de unge, der hele tiden forstyrrede. Men Gud lærte mig, at jeg skulle vise dem hans kærlighed. På et kursus blev mange unge frelst – og senere forkyndere, fortæller Ingrid Markussen i bogen ’Safari. En rejse i Guds plan.’

Der var stor mangel på præster og evangelister til at lede menighederne. For at afhjælpe denne mangel arrangerede vi et kursus for unge. Vi håbede på, at nogle ville melde sig som evangelister efter kurset. Vi bestilte to dygtige afrikanske undervisere til at hjælpe os med undervisningen. Derudover havde Jørgen et par timer hver dag, og jeg havde fire timer i løbet af de ti dage, kurset skulle vare. Der blev sendt bud ud til de mange små menigheder, som måtte sende to unge fra hvert sted.

To dage før kurset skulle begynde, kom vi hjem fra en tur ud til landsbyerne, hvor vi havde holdt møder og undervist. I postkassen var der desværre et brev fra den ene af vore undervisere, som meldte afbud, fordi han havde fået andet arbejde. Vi havde dog stadig én underviser, og han var meget dygtig, så ham satte vi vores lid til, og så gik Jørgen i gang med at forberede et par timer mere.
Jeg skulle egentlig mest bare stå for maden. Men, men …
Dagen oprandt, og de unge begyndte at ankomme. En af dem kom med et brev fra den sidste underviser. Han kunne ikke komme alligevel, da han ikke kunne få fri fra arbejde. På vej over til kirken, hvor vi skulle byde de unge velkommen, vendte Jørgen sig om mod mig og sagde:” Du må hellere finde en anden til at lave maden, for du er nødt til at tage nogle flere undervisningstimer.” Og sådan blev det.

Hvad er Helligånden?

Da vi kom ind i kirken og fik budt de unge velkommen, fortalte Jørgen dem, at der kun var os to til at undervise dem, da de andre havde meldt afbud. ”Er der noget, som I meget gerne vil undervises i?” spurgte Jørgen dem. En af de unge svarede: ”Helligånden, for det ved vi ikke, hvad er.” Jørgen så hen på mig og sagde: ”Det kan du tage.”
Jeg havde aldrig undervist om Helligånden før, så det var bare om at komme i gang med forberedelserne. Imens Jørgen underviste, sad jeg derfor hjemme og forberedte mig, og når jeg underviste, var Jørgen hjemme og forberedte sig. Jørgen havde undervisningen om treenigheden og troens grund. Jeg underviste ud fra kursusbogen: ”At følge Jesus” og emnet: ”Kend din Bibel,” hvor de fik en bibel som gave, når de kunne remse alle Bibelens bøger op. En enkelt, Zacharia Mrisho, kunne også bøgerne bagfra!

Gud greb ind

Vi havde også en spørgsmålskasse. Efter et par dage tømte vi den første gang. Der var forskellige spørgsmål, men to af dem var til mig. ”Hvordan er det at blive frelst, og kan vi blive fyldt med Helligånden ligesom disciplene på pinsedagen? ”
Det var gode spørgsmål, som vi nok alle gerne vil have svar på.
Jeg forklarede det ud fra Skriften, så godt jeg kunne, hvorefter jeg fortsatte med undervisningen ud fra bogen ”At følge Jesus”. Efter at alle var blevet sat i gang med gruppearbejde, gik jeg sammen med den unge mand Zacharia Mrisho, der havde stillet spørgsmålene, ind på kontoret i kirken. Jeg læste verset fra Joh 3,16 om Guds kærlighed, og Zacharia Mrisho faldt på knæ for at tage imod Jesus. Jeg lagde min hånd på ham og bad for ham, og han blev herlig frelst. Gud gjorde det bare.
Da vi igen kom ind i kirken, flokkedes de andre om ham og spurgte:” Hvad lavede I, hvordan er det?” Zacharia Mrisho strålede som en nyforelsket og fortalte, hvordan Jesus var kommet ind i hans hjerte med fred og glæde.
Næste dag var der et par stykker med det samme spørgsmål. Og vi gik igen ind på kontoret for at bede sammen i fred og ro. De andre fortsatte med deres opgaver. Gud mødte også disse to unge. Det var bare helt fantastisk! Vi gik så ind i kirken igen og blev mødt med forventning af de andre unge. De havde pakket bøgerne sammen. Jeg så på uret, der var 20 min. tilbage af timen. Jeg foreslog derfor, at vi sammen holdt et bedemøde i kirken. De unge faldt på knæ ved bænkene, og straks begyndte de at bede Jesus komme ind i deres hjerter. Andre begyndte at takke og prise Gud for frelsen i Jesus Kristus. Vores undervisningstime slog ikke til, og det føltes bare, som om Jesus gik imellem os med sit velsignede nærvær.

Berørt af Guds Ånd

Vi havde lige rejst os fra bønnen, da Jørgen kom for at høre, om vi da slet ikke ville have middagsmad i dag, da det var langt over spisetid. Men så stoppede Jørgen op og spurgte: ”Hvad er der sket, der er en fantastisk fred herinde i kirken?” Det var Guds fred.
Under resten af kurset var der stor lydhørhed for undervisningen. Den sidste dag bad vi vores gamle evangelist, Moses Mitimingi, komme og holde en andagt som afslutning på kurset. Efter andagten spurgte han de unge, om der var nogen af dem, der kunne tænke sig at blive evangelister. Alle hænder røg i vejret. Moses Mitimingi fortsatte:” Ved I, hvad det vil sige at være evangelist? Det er ikke en let opgave. Er I sikre på, at I vil være evangelister?” Hænderne røg atter i vejret. Og da var den samme fred der igen, Jesus var der, på samme måde som vi oplevede det ved begyndelsen af kurset. Da sagde den gamle evangelist: ”Jeg har ikke oplevet noget lignende siden dengang for mange år siden, da jeg var på evangelistkursus. Det er 40 år siden.”
Det blev et velsignet kursus, hvor Helligånden arbejdede i alle. Ingen tog hjem uden at være berørt.
Vi erfarede Guds nærvær på en helt speciel måde. Mange af de unge blev evangelister, og nogle af dem blev senere præster.

Problembarn blev evangelist

Christoffer var en vanskelig ung mand, der ikke gad arbejde, og han var derfor blevet sendt op til sin onkel, da forældrene havde opgivet ham. Heller ikke hos onklen ville han lave noget, så de var også godt trætte af ham. Onklen var såmænd den gamle evangelist Moses Mitimingi. Jeg havde inviteret Christoffer med på ungdomskurset, og undervejs blev han en personlig kristen.
Tanten spurgte mig en tid senere:” Hvad har du gjort ved Christoffer? Nu tilbyder han at hente vand og brænde for mig, det, som normalt er kvindearbejde.” Jeg havde ikke gjort noget, men han havde fået et møde med Jesus. Senere blev han formand for ungdomsforeningen i Nzega. Han ville gerne på bibelskole og derefter være evangelist, og han blev så indmeldt på bibelskolen.
Christoffer bad om lov til først at tage en tur hjem og sige undskyld til sine forældre. Han kunne ikke tage på bibelskole uden deres tilgivelse for al den sorg, han havde forvoldt dem. Selvfølgelig fik han lov til det. Han kom dog ikke tilbage igen, og vi hørte intet nyt fra ham. Så derfor rejste onklen året efter på besøg hos Christoffers forældre for at høre, hvorfor han ikke var kommet tilbage.
Forældrene fortalte, at Christoffer var som forandret, da han kom hjem til dem, og nu arbejdede han med fiskeri og landbrug. Han var begyndt at fortælle de andre unge i landsbyen om Jesus, og nu var de sammen i fuld gang med at bygge en kirke i landsbyen. Christoffer var allerede blevet evangelist, endda i sin egen hjemby.
Ingrid og Jørgen Markussen har været missionærer for BDM i flere omgange i Tanzania. Efter hjemkomsten har de været plejehjemsledere, og Ingrid har været indremissionær og med i Dansk Oases bestyrelse.