Boko Haram tvinger unge piger til at udføre selvmordsaktioner

Terrorgruppen Boko Haram har dræbt flere dusin mennesker i nigerianske landsbyer i sidste uge. Ifølge FN tvinger gruppen kvinder og unge piger til at udføre selvmordsbombninger.
Morning Star News skriver, at Boko Haram under raids i Adamawa-staten har dræbt mindst 29, hvoraf de fleste antageligt var kristne. I sidste uge hakkede jihadister 10 kristne til døde med macheter i det kristne område Pambula-Kwamda i Adamawa.
En præst fortæller, at angriberne først ødelagde telefonmasten, så de ikke kunne ringe og bede om hjælp.
Boko Haram mistænkes også for at stå bag en selvmordsbombe, der dræbte ni kristne i Garkida, Gombi LGA i Adamawa den 19. maj. Et skyderi i Wagga den 16. maj kostede 10 kristne livet, mens 37 mænd, kvinder og børn meldes dræbt i byen Gubio i Borno State.
FN oplyser, at Boko Haram har brugt piger i alderen 7-17 år til mindst ni selvmordsaktioner, skriver The Christian Post.