Hvad er en rigtig mand?
Far og søn skriver bog, som skal hjælpe unge mænd til at finde ind i manderollen efter Guds hjerte.
Skal man dræbe løver for at være en rigtig mand? Hvis man er en ung masai-kriger, ja så er det faktisk en del af det at gå fra dreng til mand.
I overført betydning handler bogen Løvedræber om at møde løverne i ens tilværelse som en mand, der tør se farerne i øjnene og tage kampen op for det, som virkelig betyder noget.
John Eldredge, som bl.a. er kendt for bøgerne Det maskuline hjerte og Den maskuline rejse, er nu efterhånden en veletableret skribent indenfor den litteratur, som beskæftiger sig med identitetsdannelse med et kristent perspektiv. I Løvedræber giver han plads til sin søn, Sam, og former bogen omkring en far-søn dialog, som omhandler de store skift i en mands liv fra uddannelse til arbejde, fra ungkarletilværelse til ansvarlig voksen, fra single til gift osv.
Det er nogle afgørende år i en mands liv, hvor der er meget på spil, og den indre dreng gerne vil have lov til at diktere spillets regler lidt endnu. Manden bliver ikke til mand, førend han finder modet, sætter sin vilje ind og tager rollen som kriger på sig.
Tiden udfordrer
Forfatterne pointerer, at vores tidsånd ikke gør det nemmere for en ung at blive en mand: En af de store fjender, din generation må kæmpe med, er den letkøbte anerkendelse… Vi tænker mere på at give jer selvtillid end på at give jer arbejdsmoral (s.26), skriver John til Sam.
Således kolliderer et ungt menneskes erfaring fra opvækst (under beskyttede rammer) og skolegang (med store løfter for en lys fremtid) ofte med den barske virkelighed, som byder på ledighed eller arbejde, som slet ikke lever op til forventningerne og giver en følelse af utilstrækkelighed overfor realiteternes verden.
Køn ikke uvæsentligt
Som i andre bøger har Eldredge i den grad fat i noget for betydningen af maskuliniteten. Det betyder noget, når den unge mand skal finde arbejde, være i et kæresteforhold, etablere familie osv. Det er vel ikke den store overraskelse, men alligevel må man sige, at forfatterne har fat i nogle centrale forhold, når han beskriver den største frygt i mandens/kvindens liv: manden frygter at fremstå som én, der har brug for hjælp og ikke kan klare sig selv, siger forfatteren – det er bl.a. derfor, det er sværere for en mand at spørge om vej (eller hjælp) end for en kvinde.
Gudgiven natur
Gud har lagt noget dybt nede i enhver mand, siger Eldredge; en lidenskab, en drøm om at kunne træde i karakter, redde verden og blive den helt, man er skabt til at være. Det er en af forklaringerne på de mange superheltefilm, som produceres på stribe. Det er naturligvis ikke sådan, at enhver mand skal afværge en jordomstyrtende katastrofe for at blive den mand og helt, han er skabt til at være, men længslen efter at redde nogen, sætte ind med mod og kæmpe i en højere sags tjeneste er en del af den gudgivne natur, som giver os grund til håb for menneskeheden.
Sam og John Eldredge:
Løvedræber
208 sider • 199,95 kr. • ProRex