Hvem inviterer du indenfor?

Nogle vil helst drikke rødvin på terrassen med andre pæne mennesker, men…

Mit første møde med et kristent fællesskab var på en teenagelejr, hvor jeg kom lidt for sent ned til lejrbålet om aftenen. Jeg var 13, søgende og lidt socialt kejtet.

Lejrbålet var fantastisk stemningsfuldt, folk sad rundt om på stammer og sten og ristede snobrød og sang sange om Gud op i sommernatten. Jeg syntes de sad tæt. Jeg kunne ikke se nogen ledige pladser, men da de så mig, var der en, der sagde: “Kom her Solvej, vi kan rykke sammen, du kan sidde her”. Jeg blev inkluderet i kredsen. Kristne mennesker så mig og viste mig kærlighed. Det føltes godt og åbnede mine øjne for, at Gud også så mig og ville vise mig kærlighed.

Mættet af nærvær

Femogtyve år senere gik jeg ind i den nystartede København Vineyard, hvor jeg følte mig velkommen og blev mættet af det samme nærvær, som jeg havde oplevet rundt om bålet dengang. En kirke kunne være lige så varm og inkluderende som et lejrbål. Det gjorde mig godt. Det måtte kunne skabes i Roskilde også. Uden at have læst ret meget teologi kastede min mand og jeg os ud i at starte Roskilde Vineyard. Vi ville have flere med rundt om lejrbålet, vi ville dække et festbord.

Ville trøste andre

Fra starten kom der mange psykisk syge og brudte mennesker. Vi gik ud i boligkomplekserne for at pudse vinduer og vise Guds kærlighed på en praktisk måde, og så var der nogen, der kom i kirke for at se, hvad vi var for nogle sære størrelser. På den første gudstjeneste lavede jeg dukketeater, hvor jeg havde kirke-vante på den ene hånd og ikke-kirke-vante på den anden. Og de to kunne finde noget at bruge hinanden til.
Vi fandt, at veletablerede kristne par på vores egen alder ofte havde nok i sig selv, de ville gerne drøfte størrelsen på deres campingvogn og drikke rødvin på terrassen med andre pæne mennesker.

Ikke så pæne…

Vi havde selv oplevet genoprettelse ved at blive budt ind, da vi ikke var så pæne, så vi ville invitere de skæve og trøste andre med den trøst, vi selv var blevet trøstet med.
Her tretten år senere har vi overdraget flokken til en ny dejlig præst. Roskilde Vineyard er blevet en kirke, hvor unge og gamle, velstående og flade hænger ud og kan lide hinanden. 14 forskellige nationer giver festlig kolorit. Når jeg ser tilbage på mine år som kirkeplanter, må jeg erkende, at der er mange gejstlige færdigheder, jeg aldrig er blevet dreven i.

Budgetter giver mig knopper, og kirkepolitik finder jeg dræbende, men jeg har altid elsket at dække et bord og invitere folk, der er meget anderledes end mig selv, indenfor. Mangen juleaften er tilbragt med et par ekstra, der ellers skulle have siddet alene, men i stedet kom og gjorde vores familie større og rigere. Mangen samtale over kødsaucen har fået ekstra syn-ergi, når vi pludselig mærker, at Han er midt iblandt os, at der er et nærvær, en berøring fra en, der er større end os selv.

Hvem inviterer Jesus ind?

I en bibelsk fortælling stod farisæeren midt på tempelgulvet og sagde: “Tak fordi jeg ikke er som de andre”, og så havde han i øvrigt hverken tid eller overskud til “de andre”. Jesus var mere interesseret i ham den smadrede ovre i hjørnet, der forknyt så ned i gulvet og sagde: “Mig, jeg kan da ikke være her, jeg er ikke god nok”. Det er de marginaliserede, Han inviterer ind. Det er de syge, ikke de raske, der har brug for læge.
Jeg ser tilbage på min præstetid og må erkende, at jeg har lavet en del fodfejl, kommet til at jokke nogen over tæerne, har fortrudt nogle ord, jeg har sagt, og ting, jeg har gjort i embeds medfør. Men jeg har aldrig fortrudt de mange gange, jeg har åbnet min dør og budt ind til en gang husmandskost. Så sent som i går aftes havde jeg fire dejlige middagsgæster, jeg ikke har kendt ret længe. Vidt forskellige mennesker i forskellige aldre fra forskellige lande. Hygge, latter, snak om stort og småt, tro og tvivl.
Hvorfor invitere fremmede ind?
Jeg byder ind, fordi jeg selv blev budt ind. Og jeg bliver rigere hver gang jeg gør det, fordi Jesus smutter med ind og holder måltid sammen med os.

Søndagens tekst: Luk. 14:16-24

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Den store bryllupsfest
16Jesus svarede med en historie: »Der var engang en mand, der ville holde en stor fest og sendte indbydelser ud til mange mennesker. 17Da tidspunktet for festen var kommet, sendte han sin tjener af sted for at sige til de indbudte: ‘Nu må I komme, for alt er parat!’ 18Men de begyndte alle som én at komme med undskyldninger. ‘Jeg har lige købt en mark, og jeg må ud at se på den,’ sagde den første. 19‘Jeg kan desværre ikke komme,’ sagde den anden, ‘for jeg har lige købt fem par okser, og jeg skal hen og prøve dem.’ 20‘Jeg er lige blevet gift,’ sagde den tredje. ‘Derfor kan jeg desværre ikke komme.’
21Da tjeneren vendte tilbage og meddelte, hvad de indbudte havde sagt, blev hans herre meget vred og sagde til ham: ‘Gå straks ud på byens gader og stræder og indbyd de fattige, de blinde, de lamme og andre handicappede, og bring dem herhen.’ 22Kort efter kom tjeneren tilbage og meddelte: ‘Jeg har gjort, som du sagde, men der er stadig plads til flere.’ 23Hans herre sagde da: ‘Så gå ud på landevejene og ved hegnene og overtal alle dem, du kan finde, til at komme, så mit hus kan blive fuldt.’
24Det siger jeg jer: Ingen af de først indbudte kommer med til mit festmåltid.«