Hvor skal vi sætte vores kryds?
Iben Thranholm har på vegne af Udfordringens læsere spurgt en række kirkelige ledere, om de har et godt råd. Her er deres svar.
Hvor skal man sætte sit kryds til folketingsvalget d. 18 juni?
Det er et spørgsmål, som kræver overvejelse og ikke mindst hvis man er troende.
Det kan være svært at orientere sig i, da man i Danmark ikke har tradition for, at religion er et tema i valgkampen som fx i USA, hvor præsidentkandidater ikke kan blive valgt hvis ikke de gør nøje rede for, hvilken trosretning de tilhører.
Selvom tro i Danmark betragtes som en privatsag, så gør de fleste kristne sig overvejelser over, hvordan deres værdier kan få mest muligt indflydelse på tinge. Udfordringen har spurgt en række kirkelige stemmer om, hvad de lægger vægt på i stemmeboksen, og har bedt dem komme med bud på vigtige emner:
Åndsfrihed
Hans-Ole Bækgaard er valgmenighedspræst ved Aarhus Bykirke og formand for Indre Mission. For ham er der ikke ét bestemt parti, som har de holdninger, han mest lægger vægt på, men han understreger samtidig, at man som kristen ikke bør undlade at stemme af den grund:
– Vi har en pligt til at tage ansvar for vores samfund og præge det med det kristne budskab og kristne værdier. Ofte bliver det økonomi og rettigheder, som sætter dagsordenen – og nærmest alt i samfundet skal måles og vejes efter det.
– Jeg vil gerne støtte det parti eller den kandidat, som lægger vægt på forhold som åndsfrihed; vi skal ikke gøre demokrati til den ideologi, alt retter sig efter. For det giver ikke særlig god plads til dem, som mener andet end flertallet.
Bevar familien
– På kort tid er grundlæggende bibelske ordninger og kristne værdier for køn, ægteskab og familieliv blevet gammeldags og upopulære at hævde.
– De er blevet udskiftet med en flertydig forståelse, som afspejler en sekulær opfattelse, der opløser, hvad Gud har tænkt godt for menneskelivet.
De svageste
– Derfor er det vigtigt, at vi fastholder dette og samtidig arbejder for gode hverdagsrammer for familielivet og arbejdsvilkår, børnepasning, de svage i samfundet, som ikke kan tale deres egen sag – især handicappede og ældre. Eller de helt små i moders liv, som ikke kan kæmpe for deres ret til liv. Det er uforståeligt med så stort et antal drab på landsmænd hvert år. Ligeledes er det vigtigt at værne om livet ved dets slutning. En værdig død finder jeg mere hjælp til ved passiv dødshjælp (og palliativ behandling) end aktiv dødshjælp. Både abort-spørgsmålet og eutanasi hænger sammen med, hvordan vi ser på mennesket.
Støt dem, der støtter os
Også for Karsten Bach, der er generalsekretær i Dansk Oase, er det afgørende, at kristne ikke forsømmer deres borgerpligt og stemmer, selvom der ikke nødvendigvis er et parti, som kan varetage alle kristne værdier på en gang.
I stedet opfordrer han til at bakke de enkelte politikere og partier op, som viser vilje til at værne om og fremme de kristne værdier i vores samfund:
– Der findes kristne politikere i forskellige partier, som alle har mulighed for indflydelse og kan tage deres kristne holdninger med i debatter og påvirke beslutninger ud fra deres tro.
Bed for det politiske
For Karsten Bach er der ingen tvivl om, at forbøn for den politiske udvikling i Danmark er mindst lige så vigtig som overvejelserne om, hvorhenne kan skal sætte sit kryds:
– Jeg opfordrer til at bede for valget og om at vores folkevalgte må blive mindet om vores kristne arv og de gode kristne værdier, som vores samfund bygger på, så det må blive bevaret.
Ægteskabet
Lars Bo Olesen, der fungerer som ledende præst i frikirken Åbenkirke i Herning, er også enig i, at i en tid hvor de kristne værdier, vi har bygget vores land på, er under pres, gælder det om at stemme på kandidater, der italesætter kristendommens betydning for landets udvikling og velfærd og som sætter medmenneskelige værdier højt.
De værdier finder Lars Bo Olesen især i ægteskabets særlige status som en forening mellem en mand og en kvinde:
– Det er et politisk ukorrekt tema, men i min optik væsentligt at forsvare for vores lands sammenhængskraft. Det samme gælder gode muligheder for familier til at have den ene ægtefælle gående hjemme ved de små børn, hvis man ønsker det.
Næstekærlighed
– Jeg synes også, den enkeltes frihed, men under ansvar, herunder forståelsen af, at alle bør bidrage til det fælles bedste, er et vigtigt tema.
– Vi skal behandle hinanden ordentligt, men vi skal også behandle flygtninge og indvandrere ordentligt og sikre, at alle får de bedste muligheder for at bidrage positivt og aktivt til det danske samfunds udvikling! siger Lars Bo Olesen.
Tjek kandidaterne
For Benny Blumensaat, der er katolsk præst ved Skt. Nikolaj Kirke i Esbjerg, er det abortspørgsmålet, homoseksuelle ægteskaber, aktiv dødshjælp, men også skolereformen og familien, som kristne troende borgere bør være opmærksomme på, om deres parti eller kandidat har en holdning til:
– Når familien bryder sammen, bryder samfundet sammen. Der bør indføres obligatorisk kristendom i alle skoler, og lærerstaben skal være vidende omkring den kristne tradition i Danmark og i stand til at formidle den til børnene og de unge.
Ikke krig, men hjælp
Benny Blumensaat mener heller ikke, der skal reduceres i U-landsbistanden, men derimod i militærudgifterne. Danmark skal ikke være i aktiv krig, men kun sende fredsbevarende tropper til krigsområderne.
Og så bør politikere og partier, der går ind for statens indblanding i kirkens indre anliggender, ikke støttes af de kristne vælgere.
Lukkeloven bør ændres, så søndag igen bliver en fridag.
– Flygtninge skal hjælpes her og nu, og som en del af Europa bør vi også tage ansvaret for de mange flygtninge, der i øjeblikket invaderer Europa, selv med risikoen for at der er ekstremister iblandt. Det er kynisk at foreslå at sende dem retur.
Børn i fængsel?
Den kriminelle lavalder, pornografi, sundhedssektoren og naturen bør også tages med i kristne borgeres overvejelser, mener Blumensaat:
– At nedsætte den kriminelle lavalder til 12 år er en dårlig idé.
– Pornografi og prostitution skal forbydes, da begge dele er uværdige for den menneskelige sexualitet og aldrig bør være en salgsvare.
Flygtninge-spørgsmålet
Jens Ole Christensen, generalsekretær i Luthersk Mission, drømmer – med en Kennedy-sk formulering – om en valgkamp, der ikke så meget handler om, hvad samfundet kan gøre for os danskere, som om hvad Danmark kan bidrage med i en verden i krise:
– Præcis hvad der skal gøres, kan jeg godt være usikker på; men vi risikerer at gå moralsk fallit, hvis vi ikke er rede til virkelig at bløde for de nødlidende, der banker på Europas dør.
– Jeg synes, at det helt skarpe hjørne lige nu er, hvad vi stiller op med de store flygtningestrømme i verden. Og jeg spekulerer på, om situationen i Middelhavet ikke er den største moralske krise i Europa i vores generation.