Hvordan forholder kirkerne sig til Jesus-troende jøder?

Bevægelser, der deler evangeliet med jøder, er ikke velkomne på de tyske kirkedage. I år var en messiansk-jødisk teolog dog med i en paneldebat.

Hvorfor har De Tyske Evangeliske Kirkedage i årevis afvist organisationer, som deler evangeliet med jøder? Og hvad betyder denne holdning for forståelsen af, hvem Jesus er?

Den 3. juni 2015 løb De Tyske Evangeliske Kirkedage af staben i Stuttgart. Kirkedagene kender vi fra Danmark som en tværkirkelig konference, hvor inspiration og fællesskab er i højsædet. Men ikke alle kunne være med i Stuttgart. Arrangementets præsidie besluttede nemlig i 1999, at grupper med jødemissionske intentioner ikke kan medvirke i Kirkedagene.
Siden da har Israelsmissionens søsterorganisation Evangeliumsdienst für Israel og den voksende gruppe af messianske jøder i Tyskland anfægtet beslutningen. I år var den messiansk-jødiske teolog Richard Harvey fra England derfor med i en paneldebat om emnet sammen med en jødisk professor og en kristen biskop.

Forholdet mellem jøde og kristen er ikke en ny problemstilling. Siden den første kirkes udbredelse har jøder, kristne og Jesus-troende jøder stået i ikke ukomplicerede relationer, der har krævet dialog og forståelse fra alle parter. Peters tvivl om frelsen nu også gjaldt for hedninger (ApG 10) og spørgsmålet om omskærelsens nødvendighed i kirken (ApG 15) er eksempler på, hvordan det ikke var uden problemer, at jøder og hedninge tog del i samme Jesus-bevægelse.

Situationen i Stuttgart

Hvordan har dette forhold så været udfordret under de tyske kirkedage i Stuttgart? Præsidiets beslutning om, at grupper med jødemissionske intentioner ikke er velkomne til at medvirke på kirkedagene, begrundes med følgende argument:
Jesu far er ingen anden end Israels Gud, ”den trofaste Gud, som bevarer pagten” (5. Mos. 7,9). Gud udvalgte Israel som sit folk og gjorde jøderne til sine vidner i verden.
I Det nye Testamente er Gud stadig Israels Gud (Matt 15, 31; Luk 1, 68; ApG 13, 17) og vil fortsat være Israels folks Gud for ikke-Jesustroende jøder. (Præsidie beslutning til Tyske Evangeliske Kirkedage, 31. januar 2014)

Altså lyder argumentet, at jøderne er Guds udvalgte folk, og det vil de fortsætte med, selvom de ikke tror på Jesus som deres frelser. Vi skal altså ikke fortælle jøderne, hvordan Jesus døde for alle mennesker inklusiv jøderne. Dette er overflødigt, hvis Gud fortsat er Israels Gud for alle jøder, også dem, der ikke tror på Jesus.
Kirkedagene er et kristent arrangement på fire dage med mere end 100.000 mennesker, der kommer forbi til det velassorterede program med aktiviteter, der dækker nærmest alle aspekter af det kristne liv. Dog dækker det ikke det aspekt, at jøder også kan tro på Jesus som deres Messias og heller ikke det aspekt, at jøder må høre om Jesus gennem mission, før de kan tage imod troen på ham.

Imod mission til jøder

Ifølge modstandere af jødemission er der flere grunde til at tilbageholde evangeliet fra jøderne. Der er grundlæggende to argumenter, der står skarpt i denne diskussion.
For det første argumenteres der gerne ud fra to-pagts-teologien. Den indebærer, at Det gamle Testamente (GT) indeholder én pagt, og Det nye Testamente (NT) indeholder en anden pagt. I GT er det jødiske folk udvalgt af Gud og derfor frelst. I NT kommer Jesus og giver sit liv for resten af verden. Derfor har jøderne ikke brug for Jesus. Det er i dette argument, kirkedagenes præsidie tager deres afsæt.
Det andet argument går på den smertefulde historie, som kirken bærer på i forhold til jøderne. Det jødiske folks historie med kirken har gennem forskellige tider været karakteriseret af smerte. Mest voldsomt står holocaust, som en pinefuld historie, hvor folkemord fandt sted i Jesu navn. Med en sådan historie har kirken mistet al sin ret til at tale til jøderne, lyder argumentet. Kirken kan simpelthen ikke tillade sig at missionere for jøderne.
De to vægtige argumenter bruges i diskussionen mod jødemission, og det er forståeligt, at en todelt bibellæsning sammen med en sorg over den begrædelige historie leder til afsky for enhver form for mission over for det jødiske folk. Men Israelsmissionen har en anden tilgang til problematikken.

For Jesus – for jøder

Hvorfor skal vi så give evangeliet tilbage til jøderne med al den tunge bagage, som vi bærer rundt på med kirkens historie? Her finder vi tre hovedargumenter.
For det første er evangelisation over for jøder helt centralt i Det Ny Testamente. Jesus gjorde det, apostlene gjorde det. De første fællesskaber af messianske jøder i Jerusalem og Galilæa gjorde det, den tidlige kirke blev formet gennem Paulus’ evangelisation over for jødiske samfund i Middelhavsområdet. At dele evangeliet med det jødiske folk var begyndelsen til evangelisation i verden.
For det andet må vi se på Jesu status i Bibelen. Hvis vi lytter til apostlen Peters forsvarstale for det jødiske råd ser vi, hvordan han dengang argumenterede for jødemission: ”Der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.” (ApG 4, 12) Paulus understreger også Jesus som eneste udvej til frelse for alle: ”For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.” (Rom 1, 16) Argumentet er altså, at alle mennesker har brug for Jesus. Ingen kan blive frelst uden ham, og derfor må vi i kærlighed give denne nyhed til jøderne.

“Netop på grund af holocaust må kirken fortælle jøderne om Jesus.”

For det tredje kan argumentet om holocaust vendes på hovedet. Dan Sered, daglig leder af Jews for Jesus, en missionsorganisation, der ønsker at række ud til jøderne, er ikke i tvivl. Han udtaler: ”Netop på grund af holocaust må kirken fortælle jøderne om Jesus. Fortæl sandheden om, hvem Jesus er, så de får et rigtigt billede af ham.” Dette argument går på, at kirken ikke kan tillade sig at lade være. Når vi har været skyld i en så forvrænget forståelse af Jesus, så må vi også gøre vores for, at jøderne får den sande fortælling om Jesus.

Hvorfor jødemission?

Argumentet for jødemission kan, ifølge Israelsmissionens tidligere formand Kai Kjær-Hansen, ganske kort beskrives i to sætninger:
Hvis Jesus ikke er Messias for jøder, er han heller ikke Kristus for hedninger. Enten er Jesus alt for alle, eller han er slet ikke noget for nogen.
Men for hvis skyld skal vi drive mission? Fem forhold kan nævnes kort, baseret på en helhedsforståelse af NT.
1. For jøders skyld. Guds vedvarende pagt med det jødiske folk annullerer hverken, at de har brug for Jesus til frelse, eller at de frelses på en anden måde end ikke-jøder. Troen kommer, når evangeliet forkyndes, og derfor må evangeliet om Jesus forkyndes for det jødiske folk.
2. For kirkens egen skyld.Jødemission fører kirken ind i en nærkontakt med det jødiske folk, som kirken selv har brug for.
3. For verdensevangelisationens skyld. Vi mener ikke, at jødemission er vigtigere i Guds øjne end anden mission. Men som teologisk og missiologisk størrelse er jødemission unik.
4. For Jesus-troende jøders skyld. Disse bliver ofte frosset ude af deres eget folk på grund af deres tro på Jesus.
5. For Guds æres skyld. Sidst, men helt fundamentalt, skal der drives jødemission for Guds æres skyld. Det kostede Gud en pris at hengive sin elskede søn på korset.
Meget står på spil. Som kirke har vi intet evangelium at bringe andre eller for den sags skyld os selv, hvis Jesus ikke er jødernes Messias.
Temaet for de tyske kirkedage er “Damit wir klug werden”, som kan oversættes til “Så vi bliver kloge”. Det er også et citat fra Salme 90 vers 12, hvor der står “så vi får visdom i hjertet.”
I Israelsmissionen finder vi det hverken klogt eller vist at udelukke jødemissionsselskaber fra at udbrede budskabet om, at Jesus er alles Messias – også det jødiske folks.