Kristen palæstinenser i offensiven

Christy Anastas er fra en kristen palæstinensisk familie i Betlehem. Hendes familie mærkede personligt følgerne af beskyttelsesmuren. Alligevel forsvarer hun Israels ret til landet.

24-årige Christy Anastas har offentligt kritiseret sit eget folk. Hun har den holdning, at Gud har givet Israel til jøderne – derfor må hun nu leve med dødstrusler.

Christy Anastas stammer fra en kristen familie i Betlehem. Men det der med ’sådan virkelig at blive bevidst omkring sin tro’ blev hun faktisk først tilbage i 2012, hvor den kontroversielle radiovært Howard Stern var på besøg fra England. Han boede i hendes forældres ferielejlighed i Betlehem. Den jurastuderende Christy faldt i en dybere dialog med den kristne Stern. Talen faldt først på nogle andre emner, inden den faldt på troen.
– Howard viste mig nogle udvalgte bibelvers, som i den grad antyder, at Gud har en plan med Israel, siger den unge palæstinensiske kvinde.
Egentlig havde hun ellers al mulig grund til at rase mod Israel – da hendes familie var særligt ramt af den israelske besættelse. Deres bolig er omgivet af 3 spærringer, som den jødiske stat har opført i et forsøg på at forhindre selvmordsbombere. Siden da har de mistet den familieejede souvenirbutik – da ingen turist med fornuften i behold begiver sig ind i disse områder mere.
Trods det giver Anastas udtryk for forståelse for de israelske foranstaltninger:
– Hvis jeg nu var Israels premierminister – ville jeg så også lade denne mur opføre? Ja, det ville jeg, siger hun.

Ord uden fortrydelsesret

– Sådanne synspunkter – og Bibelens syn på Israel – diskuterede jeg efterfølgende med Howard Stern i en gruppe sammen med andre unge palæstinensere – vi ønskede at starte en debat. Men det skulle hurtigt vise sig at være en farlig ’mission’: Stern blev mødt med massive trusler om fængsling – til sidst måtte han rejse tilbage til England, fortæller Christy.
Debatten blev i den grad også hurtigt farligt for Christy selv. Endda et familiemedlem truede hende med døden, såfremt hun ikke stoppede med at udtale sig offentligt med sine åbenlyse kontroversielle synspunkter.
– Du ser ikke, at Israel truer med død og ødelæggelse, såfremt nogen giver udtryk for deres mening. Det gør palæstinensere derimod, tilføjer hun.
I lyset af dette besluttede Anastas i sommeren 2012 at forlade Betlehem i nogle uger – i et forsøg på at få det hele lidt på afstand. Hun tog til England, hvor hun var indlogeret som gæst hos familien Stern. Et 10 minutters foredrag på en konference i Oxford om den palæstinensiske ’situation’ gjorde, at hendes planer om at vende hjem foreløbigt måtte lægges på is. Hendes synspunkter blev modtaget så godt, at nu også kirker og synagoger inviterede hende til at holde foredrag. Hun modtog efterfølgende endda invitationer fra både det britiske parlament og Europa parlamentet. Hér talte hun også om den mishandling af kvinder, der foregår i det palæstinensiske samfund.
Hun var godt klar over, at hendes chancer for atter at kunne vende hjem til Betlehem var ikkeeksisterende efter hendes flittige deltagelse i de mange offentlige foredrag og debatter. Derfor søgte hun om politisk asyl i England og fortsatte med at holde foredrag og dermed udbrede sit synspunkt. Hun ønskede slet ikke at tøve, før de radikale islamistiske palæstinensere havde ’været en tur i gabestokken’:
– Det er ikke tilstedeværelsen af det israelske militær, som udgør hovedproblemet for de kristne palæstinensere, understreger hun. Derimod er problemet deres radikaliserede islamistiske palæstinensiske landsmænd.

Onkel skudt

Christy fortæller sin onkels historie: Som kristen palæstinenser i Betlehem blev han presset til at betale ’beskyttelsespenge’ – den såkaldte ’Dschisja’. Men så oplevede han med egne øjne, hvordan de såkaldte palæstinensiske ’frihedskæmpere’ strategisk placerede sig foran de kristnes huse for efterfølgende at rette angreb mod israelerne, hvorfor gengældelsen – og dermed konsekvenserne – selvfølgelig hovedsageligt så gik ud over de kristne. Derfor valgte han at stoppe med at betale ’beskyttelsespenge’ og blev efter kort tid derefter skudt foran sit hjem. ”Den slags historier har mit folk aldrig fortalt til verden”, erklærer Christy.

Usikker fremtid

Hovedårsagen hertil finder hun i den allestedsnærværende frygt for fatale konsekvenser. Selv hendes egen familie har været nødsaget til at tage afstand til hende offenligt – ved at sige, at deres datters udsagn er ’beklagelige og foragtelige’. Christy forklarer det med, at hendes familie ikke har noget andet valg, såfremt de ønsker at overleve. Desuden har flertallet af palæstinenserne endnu ikke forstået hendes budskab.
– Mange er af den opfattelse, at jeg bare bidrager med endnu en kile imellem muslimer og kristne. Men jeg taler jo netop ikke om den moderate og fredselskende muslim, derimod de radikale muslimer, siger hun.
Hendes synspunkter er heller ikke ”pro-israelske” som det palæstinensiske nyhedsbureau ”Ma’an” ellers ynder at skrive. Hun står på den ”pro-menneskelige” side.
– Som palæstinenser har jeg ret til at kritisere forholdene i min regering og de radikale muslimer. Nøjagtigt som jeg har ret til at kritisere Israel.
Prisen for at stå offentligt frem med den kritik er så fortsat at modtage talrige anonyme dødstrusler – selv i det fjerntliggende England – og især efter hendes offentlige appel til Erekat.
Og hendes situation er ikke kun besværliggjort af dødstrusler. Den økonomiske bistand fra UK er ved at udløbe, og det er svært at finde beskæftigelse: Enhver har adgang til at kunne læse hendes livshistorie på internettet, og derefter overvejer man nok lige en ekstra gang, om det er en god ide at ansætte hende, formoder hun.
Men hendes tro giver hende tillid og håb. – Mit liv er i fare. Men jeg tror på, at Gud beskytter mig. Han har en plan med mig, lyder det fra den unge palæstinenser.
Hun er fortsat en aktiv del af ’The Emmaus Group’, som hun var med til at oprette i Betlehem i 2012. Gruppen arbejder for at tydeliggøre de problematikker, som kristne og mindretal oplever i de muslimske lande.
Et andet mål som Emmausgruppen arbejder for, er en forsoning mellem Israel og kirken.
– Nogle kirker er forudindtagede, – de ’spiller dommere’ og vælger den palæstinensiske side. De accepterer og anerkender ikke, at Gud har en plan med Israel, siger Christy og fortsætter:
– Det er ikke acceptabelt nærmest per definition at give Israel skylden for palæstinensernes situation. De kristne, som gør det, burde få et andet perspektiv på Israel. Vi kristne burde om nogen anerkende Guds plan for Israel. Og når israelerne begår fejl, bør vi påpege dem i stedet for at fordømme dem. Nu er tiden, hvor vi skal hjælpe og støtte dem.

Se Christys budskab på You-tube: is.gd/christyanastas