Kristne bliver i kloster trods IS’ trusler
En hyrde kan ikke forlade sin hjord, mener lederen af et kloster på Ninevesletten.
Tre munke og et halvt dusin studerende holder stand mod terrorgruppen ISIS i et af verdens ældste kristne klostre på Iraks Nineve-slette.
Ifølge U.S. Today er det 1.600 år gamle St. Matthew’s Monastery under konstant trussel, da det ligger nogle få kilometer fra frontlinjen mod ISIS. Mange munke og landsbyboere flygtede i august sidste år, da ISIS erobrede store områder nær Mount Alfaf i Irak.
– Vi kan se kampene og luftangrebene herfra, især om natten, siger Yousif Ibrahim.
– Himlen bliver helt lys, men vi er selvfølgelig ikke bange, for Gud passer på os, tilføjer han.
St. Matthew’s er nu udelukkende under de kurdiske Peshmerga styrkers beskyttelse. Men Ibrahim har svoret, at han vil blive i regionen, indtil de sidste kristne er fordrevet fra Irak.
– Hyrden kan ikke forlade sin hjord, siger han.
Vogter over historien
Sahar Karaikos er en af de studerende. Han er mere bekymret for klosteret end for sit eget liv.
– Vi er ikke bange, for vores lærere giver os en følelse af fred her. Men vi ved, at vi er i frontzonen, og at Islamisk Stat kan være her på et øjeblik. Men jeg har slet ikke lyst til at tænke på eller tale om den ødelæggelse, de ville forårsage, hvis de tog vores kloster, siger Karaikos.
Han tilføjer, at ISIS ikke ved, hvad historie er, de kan bare finde ud af at ødelægge den.
– Hvis et folk ikke har en historie om deres fortid, vil de heller ikke have en fremtid. For de vil ikke vide, hvor de stammer fra.
De kristne i Irak kan føre deres historie helt tilbage til det første århundredes apostle. Bønnerne i klosteret foregår på aramaisk, dvs. det sprog, som Jesus talte.
Mange af klosterets relikvier og bøger, hvoraf nogle er fra det 1. århundrede, er nu flyttet til mere sikre kurdiske områder. Det gælder blandt andet de jordiske rester af grundlæggeren, Skt. Matthew, som var en syrisk helgen fra det 4. århundrede.
– Sankt Matthew kom hertil, fordi han flygtede for forfølgelse. Men forfølgelsen følger os stadig. Vi kan ikke løbe væk fra den, vi må blive her for at bevare historien, siger Karaikos.
I marts udtalte den irakiske ærkebiskop Bashar Warda, at den eneste måde at stoppe ISIS og sikre Iraks kristne er ved at bekæmpe dem militært.
– Somme tider må man gribe til hårde midler, desværre, for at behandle denne cancer, sagde han til ”60 Minutes.”
Den kaldæiske patriark i Irak, Raphael Louis Sako, rapporterede i marts til FN’s sikkerhedsråd i New York.
”De islamiske ekstremist-grupper afviser at leve sammen med ikke-muslimer. De forfølger og fjerner dem med vold fra deres hjem, og de sletter alle spor af deres historie. Vi står overfor en kulturel og ideologisk krise, fordi de har monopol på magten, skader institutioner og begrænser friheden”, understregede patriarken.
De kan ikke tage Gud fra os
St. Matthew’s kloster, som blev grundlagt år 363, har ellers overlevet både det ottomanniske og det persiske rige, mongolske invasioner og kurdiske erobringer.
Nicodemus Sharaf, ærkebiskop i den syrisk-ortodokse kirke i Iraks nordligste by, som nu er under ISIS’ kontrol, sagde til CBS-programmet ”60 Minutes,”
– De kan tage alt fra os, men de kan aldrig tage Gud ud af vore hjerter.