Mørkets hjerte
Foxcatcher er en eftertænksom og foruroligende film, der trodser genredefinition i sin undersøgelse af to mænds psykologiske revner.
Steve Carell spiller John DuPont, arving til en enorm formue, der er vokset op isoleret fra omverdenen af sin privilegerede mor Jean (Vanessa Redgrave). Excentrisk og med storladne visioner om sin rolle i historien vender DuPont sin opmærksomhed mod sportsgrenen brydning og bygger en stor, veludstyret facilitet på sin ejendom, kaldet Foxcatcher Farm. Da Dave Schultz (Mark Ruffalo) og lillebror Mark (Channing Tatum) vinder guldmedaljer ved OL i 1984, lokker DuPont dem til Foxcatcher med løfter om at støtte deres karrierer. I løbet af de næste mange år forføres og frastødes de to brødre af DuPont, hvis opførsel tangerer det sindssyge, og som i sidste ende resulterer i en tragedie.
Alle karakterer i Foxcatcher har brug for at bevise noget for nogen – for autoriterne, for sig selv, eller for familiemedlemmer – og dette udvikler sig hos Mark og DuPont til noget, der mest af alt minder om en besættelse. At deres tvangstanker maskerer en fundamental mistro til egne evner og nogle massive ar på sjælen forårsaget af svigt fra fader- og moderskikkelser, føjer kun brænde til bålet. Hovedparten af Foxcatcher består da også af suptile paralleller mellem de to mænd: Mark er så fyldt af ophobet og usagt vrede, at han kun kan finde afløb for de følelser på måtten, mens DuPonts opstyltede og arrogante facon er dække over en magtesløshed, han kun kan finde forløsning for i overgreb på andre.
En fordybelse i tabet af menneskelig empati
I undersøgelsen af, hvad der ligger til grund for disse karakterers psykologiske mén, deler Foxcatcher tema og stemning med den Oscar-vindende Whiplash, en anden film, der også fokuserer på en mentor-skikkelse, der gør brug af alle midler – inklusiv fysisk og psykisk vold – for at tvinge sine protegeer til tops. Men mens Whiplash fortælles i et hastigt voksende crescendo, kommer Foxcatcher til samme konklusion på en mere meditativ måde: Dialogen er minimal og billedsiden uden de store fanfarer. Det betyder, at filmen ikke direkte afslører de psykologiske revner, men i stedet lader tragedien udfolde sig møjsommeligt, efterhånden som spændingen bygger op til den dramatiske afslutning. Bennett Miller, som blev nomineret til en Oscar for bedste instruktør for filmen, udøver udsøgt kontrol over Foxcatcher, som på trods af sit emne er så atmosfærisk, at den næsten føles som en gyserfilm, og selvom filmen er baseret på en sand historie, gør det faktisk filmen bedre, hvis man ikke kender noget til de virkelige begivenheder bag Foxcatcher, og i stedet ser denne historie udfolde sig som en hypnotiserende fordybelse i tabet af menneskelig empati. Det er en fremragende usentimental og brutal film, der ikke er let at forholde sig til, men det gør også, at filmen ikke er for enhver smag.
Foxcatcher (DVD) • 130 min.
