Netanyahu: ’FIFA er med i international kampagne mod Israel’
– Opfordringerne til at boykotte den jødiske stat handler ikke om politik. Det handler om vor ret til at eksistere her som et frit folk. Israel, det mest angrebne demokrati på jorden, søger genuin fred. Vi kæmper mod barbarisk terrorisme. Bare i sidste uge var der et forsøg på at smide Israel ud af FIFA, sagde statsminister Benjamin Netanyahu.
Under kabinetmødet søndag den 7. juni sagde Netanyahu, at han var opmuntret over enheden mellem de forskellige fløje i israelsk politik, når det gælder modstand mod internationale boykotaktioner mod Israel. Han udtrykte også tilfredshed med, at politikere i USA’s Kongres arbejder imod den boykotbevægelse, som blandt andet er ledet af flere protestantiske liberale kirkesamfund.
Netanyahu påpegede, at Israel står overfor en international kampagne, der går ud på at tilsværte landets rygte. Men denne kampagne har ikke noget med Israels grænser i Gaza eller Judæa og Samaria at gøre. Det er et antisemitisk angreb, som tager sigte på at nægte Israels ret til at eksistere, mener han.
– Det sidste, vi skal gøre, er at bøje vore hoveder og spørge, hvor vi gjorde fejl, og hvad vi har gjort galt. Vi har ikke gjort noget galt. Vi bliver holdt op mod en standard, som intet andet demokrati bliver målt med. Vi behøver ikke at retfærdiggøre os selv, vi skal bare fortælle sandheden, sagde Netanyahu.