Bibelen hjælper i traumebehandling

Bibel-baseret traumebehandling er blevet en kæmpesucces verden over, hvor mennesker får hjælp mod traumer forårsaget af fx krig eller aids.
Det fortæller international chef Synne Garff i Bibelselskabets magasin Bibelen og verden. Hun har set den amerikanske bibel-oversætter Harriet Hills store arbejde blandt traumatiserede i et kenyansk fængsel og blandt aids-ramte i Swaziland. Bl.a. børnesoldater har oplevet frygtelige ting, men gennem kurserne lærer de at tilgive og give deres byrder til Jesus. En af børnesoldaterne er nordafrikanske Isah, der blev trænet af terrorgruppen Al-Shabaab.
– Min yndlingshistorie er historien om Josef og hans jaloux brødre og om, hvordan Josef endte med at blive premierminister i Egypten selv efter et hårdt liv i fængslet. Det håb lever jeg på, fortæller Isah, som har deltaget i Bibelselskabets traumebehandling.