Dansk projekt hjælper Iraks flygtningebørn i skole

Vi kan sikre, at børn ikke skal gå ledige, men kan lære noget og få en fremtid, mener Dansk Europamission.
Vi kan sikre, at børn ikke skal gå ledige, men kan lære noget og få en fremtid, mener Dansk Europamission.

Midt i den usikre hverdag kan forældre glæde sig over Dansk Europamissions tilbud om skolegang.

Flygtninge i Nordirak er ved at miste håbet om nogensinde at vende hjem igen. Men nogle af dem kan sende deres børn i skole gennem et projekt fra Dansk Europamission.

Både de irakiske kristne og mennesker fra andre minoriteter er ved at miste håbet. De flygtede for et år siden til det kurdiske Nordirak på grund af Islamisk Stat, som på den mest umenneskelige måde henrettede eller fordrev alle, der ikke ville konvertere til sunni-islam, skriver Samuel Nymann Eriksen fra Dansk Europamission.
Flygtningene indser, at Islamisk Stat ikke var et forbigående fænomen, men militært er stærkere nu end for et år siden. Derfor er der stor glæde hos de forældre, som nu trods alt kan sende børnene i skole.

Opmuntring for flygtninge

En af de bedste måder, vi kan opmuntre de kristne og andre flygtninge på, er, at vi giver deres børn mulighed for at komme i skole, mener Samuel N. Eriksen. Han fortæller om ’Khalid’, som er konverteret til den kristne tro og er far til fire børn. Khalid bor i en flygtningebosættelse 10 kilometer fra fronten til Islamisk Stat.
– Vi har ventet et helt år på at vende tilbage til vores hjem, siden vi måtte flygte fra Islamisk Stat. Den irakiske regering havde lovet at generobre Mosul denne sommer, men Islamisk Stat bliver stærkere, og vi er fanget i denne fattige flygtningebosættelse uden arbejde og uden elektricitet, siger Khalid.
Vinteren er kold, og sommeren er varm. Vi længes efter at komme tilbage, og mange mister håbet. Hvad skal vi gøre, hvis vores børn ikke kan gå i skole? Vi er bekymrede for vores børn – og deres fremtid. Har vi en fremtid her? Men det er en god nyhed, at I vil give skolegang til vores børn. Det giver os håb og lys i en mørk tunneltid. Tusind tak, siger Khalid til Dansk Europamission.

Mennesker, som er flygtet fra IS, har brug for opmuntring, fx ved at deres børn får skolegang, siger Samuel Nymann Eriksen.
Mennesker, som er flygtet fra IS, har brug for opmuntring, fx ved at deres børn får skolegang, siger Samuel Nymann Eriksen.
1850 børn i skole

I projektet får 1.850 børn mulighed for at komme i skole. Både børn med kristen og ikke-kristen baggrund får skolegang i tre skoler ved byen Kalak i Erbilprovinsen. Her bor mange flygtninge – ikke langt fra fronten til Islamisk Stat.
Dansk Euopamission oplyser, at projektets budget for næste skoleår er på ialt 416.340 kr. for de tre skoler. Beløbet dækker både løn til lærere og materialer.
– Det koster kun 225 kr. at sikre, at et flygtningebarn i Irak får skolegang i perioden september 2015 til maj 2016, konkluderer Dansk Europamission, som beder om støtte til projektet.

Laila går i kurdisk skole

Samuel Nymann Eriksen fortæller om den 14-årige ’Laila’:
Hun er 14 år og nummer to i en søskendeflok på fem. Hun er kakai, en minoritet der minder om yasidierne, og kommer fra Ninivesletten. Hun er blandt de første skolebørn, der får skolegang i det projekt, vi støtter.
– Jeg er så lykkelig for, at jeg kan komme i skole igen. Jeg kan lide at gå i skole og var god i skolen, men vi måtte pludselig flygte sidste sommer, og siden har vi ventet på at kunne rejse hjem. Vi kan stadig ikke rejse hjem. Stadig ser vi i horisonten bombardementer af området, hvor vi kommer fra. Her må vi bo sammen i en meget lille ufærdig boligblok – mig og min familie sammen med onkler og tanter.
Her taler alle kurdisk, og vi forstår det ikke. Jeg vil gerne hjem hurtigst muligt – der er alt bedre. Men i det mindste har jeg nu mulighed for at gå i skole efter ikke at have gået i skole i et år. Jeg er så lykkelig for, at jeg får mulighed for at gå i skole, siger Laila.