Nye Globale Fortællere i Danmission
Fire unge skal først til Cambodja og derefter formidle deres oplevelser til danske konfirmander.
I august rejser et nyt hold unge til Cambodja som en del af Danmissions undervisningstilbud, Konfirmand Aktion.
Den folkekirkelige organisation Danmission sender Margrete Nørtoft Thomsen, Mads Kristensen Gram, Malene Skannrup og Johannes Hejslet Larsen af sted for at tilbringe fem uger i Cambodja.
Her skal de opleve livet i afsidesliggende landsbyer, få indblik i Danmissions arbejde i landet og besøge unge kristne. Når de kommer hjem igen, skal de i selskab med to unge cambodjanere rejse rundt i Danmark for at give danske konfirmander et indblik i livet i Cambodja.
Holdet af Globale Fortællere udsendes af Danmission, der arbejder i 12 lande i Asien, Afrika, Mellemøsten og Danmark med kirkeudvikling, fattigdomsbekæmpelse, trosdialog og konfliktløsning.
Fire Globale Fortællere
Margrete Nørtoft Thomsen (19) er student 2015 fra Rødkilde Gymnasium i Vejle. Hun drømmer, om at læse religionsvidenskab på universitetet, efter hun har oplevet mere af verden som Global Fortæller. Margrete Nørtoft Thomsen er medlem af Danmarks Kristelige Gymnasiastforening og leder i en ungdomsklub under KFUM/K for 16-20-årige i Vejle.
Hun ser frem til at opleve den kristne kultur i Cambodja og opleve, hvordan cambodjanerne forholder sig til deres tro.
Mads Kristensen Gram (20), kommer fra Randers-egnen. Efter sin studentereksamen har han været udsendt som volontør i Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal. Her underviste han børn i forskellige aldersgrupper. Han er opvokset i en præstegård – hans mor Inger Lise Gram er præst i Essenbæk Sogn – og kender derfor til Konfirmand Aktion fra egen hjemmebane. Mads Kristensen Gram gemmer på en god portion eventyrlyst og glæder sig til at knytte venskaber og bånd mellem flere verdensdele.
Malene Skannrup (24) er lærerstuderende fra Aarhus og spejderleder ved KFUM-spejderne. Hun ser frem til at møde en masse nye mennesker, dele gode oplevelser og ikke mindst fortælle om sine erfaringer bagefter.
Johannes Hejslet Larsen (20) fra Aalborg er den sidste af de fire Globale Fortællere.Han har arbejdet som efterskolemedhjælper på Aarhus Efterskole og været aktiv i FDF, hvor han også fik inspirationen til at rejse ud som Global Fortæller. Johannes Hejslet Larsen har i sin fritid været med i både kirkekor, et FDF-band og Operation Dagsværk.
Fortællere kan bookes
I år er temaet for Konfirmand Aktion ”På Vej” – og de Globale Fortællere kommer til at dele fortællinger, om hvordan Cambodja er på vej mod et mere retfærdigt samfund, om cambodjanske unge som er på vej i livet, om den unge kirke og om det kristne mindretal i landet, som er på vej mod Gud.
Konfirmand Aktion og de Globale Fortællere ruller gennem landet i 2016 i ugerne 3 til 10. De kan bookes ved henvendelse til Danmissions kommunikationsmedarbejder Kirstine Thye Skovhøj.